114 / 480
til den enkelte patients lidelse, er det derfor ikke sjældent nødvendigt at ind
drage milten i sine undersøgelser. Dette spiller ikke mindst en rolle, naar der
foreligger extramedullær hæmopoiese, da dette organ som regel er det, der
først og kraftigst udviser denne forandring. Naar man vil undersøge milten
og dennes patogonetiske betydning for hæmatologiske lidelser, er det derfor
nødvendigt at tage to spørgsmaal op til behandling, i) miltens indvirkning paa
knoglemarven og 2) den extramedullære hæmopoiese. Disse to spørgsmaal er
imidlertid saa nært sammenknyttede, at det er formaalstjenligt at behandle
dem under eet.
Miltens indvirkning paa knoglemarven.
De forskere, der har beskæftiget sig med dette spørgsmaal, er enige om, at
det drejer sig om en hæmmende indflydelse. Dette demonstreres bedst ved
bantisyndromet, hvor man finder en hyperplastisk knoglemarv samtidig med,
at der i blodet findes nedsat mængde blodceller af alle arter. Ved splenectomi
hæves syndromet, idet saavel marven som blodet derefter viser normale eller
tilnærmelsesvis normale forhold. (Engelbreth-Holm, Schousboe). Den logiske
følge af dette, mente man, maatte være, at der i milten secerneredes et stof
— »hormon« —, der virkede hæmmende paa cellernes modning eller udsen
delse fra marven. Ved splenectomi paa sunde dyr og mennesker er det imid
lertid aldrig lykkedes at demonstrere en saadan virkning, og biologiske forsøg
med miltvæv, det være sig i hel form eller i extracter, har ligeledes givet
negative resultater baade paa sunde og syge. (Oversigt herom hos Lauda).
Schilling har derfor formodet, at det kun er den patologisk forandrede milt,
der har denne virkning, men forsøg paa at verificere dette er heller ikke lyk
kedes. Hele miltens anatomiske og histologiske bygning gør da ogsaa denne
teori; ret usandsynlig, idet der ikke er celler, som man med rimelighed kan
tillægge secretorisk virksomhed. (Lauda).
Det er imidlertid et ubestrideligt faktum, at der ved visse lidelser foreligger
en hæmmende indflydelse af milten paa marven, jeg har derfor dannet mig en
arbejdshypotese, som har været mig til nytte i det daglige arbejde.
De eneste funktioner, man med sikkerhed kan tillægge milten, er simpel depot
virksomhed (Barcroft) og i visse tilfælde, hvor der circulerer beskadigede
blodlegemer, en nedbrydning af disse — hæmolytiske anæmier — saavel essen
tielle som experimentelle. (Itami, de Langen og Domarus). Miltens hele byg
ning synes ogsaa mere at kendetegne dette som depotorgan end som »kirtel«,
idet karsystemet er saaledes indrettet, at det dels kan »aabne« sig, saaledes at
blodet træder ud i pulparummene og kommer i intim kontakt med de phago-
cyterende reticulære elementer, dels kan »lukke« sig saaledes, at blodet passerer
direkte igennem et lukket karsystem, saa at blodet ikke paa noget tidspunkt
1 1 4