118 / 480
medullære hæmopoiese i gang og hæmme marvens virksomhed. Man kunde
betegne dette som en hensigtsmæssig fysiologisk foranstaltning, der træder
i virksomhed paa et patologisk irritament.
Disse overvejelser og ræsonnementer kan overføres paa mange hæmatologiske
lidelser, men i det følgende skal jeg kun komme ind paa den chroniske
myelogene leucæmi og de leucæmoide lidelser, hvor den extramedullære hæmo
poiese spiller en dominerende rolle.
Den chroniske myelogene leucæmi og leucæmoide lidelser.
Tidligere var det almindeligt antaget, at leucæmi skyldtes en diffus hyper-
plasi af det hæmopoietiske væv paa grund af en ukendt noxes virkninger
(Naegeli). I de senere aar har denne teori tabt mere og mere terræn til fordel
for neoplasmeteorien, der især støttes af dyreforsøg (Engelbreth-Holm, Furtli,
Apitz o. m. a.). Den sidstnævnte Teori er den sandsynligste, men der er
mange forhold, der er vanskeligt at forklare efter denne. Spørgsmaalet bliver
derfor, om man ved at anvende de ovenfor udviklede teorier er i stand til at
faa en bedre forstaaelse heraf.
Opfatter man leucæmien som en diffus eller dissemineret tumorform (Engel
breth-Holm, Rohr) vil dette medføre, at denne i initialstadiet findes ude
lukkende i marven og ikke giver symptomer i blodet. Denne isolerede knogle-
marvslidelse vil imidlertid medføre, at der fra marven snart begynder at blive
udsendt celler, der er mere eller mindre beskadigede; herefter vil milten træde
i virksomhed som tidligere skitseret, og der vil opstaa en extramedullær hæmo
poiese. Der er nu basis for de egentlige symptomers fremkomst — leucæmisk
blodbillede og miltsvulst. Samtidig vil der komme øget »milthæmning«, da der
kommer færre modningsstoffer til knoglemarven, og denne vil blive hyper
plastisk dels paa grund af de leucæmiske tumores, dels paa grund af »hæmnin
gen«. Man skulde saaledes være i stand til paa et tidligt tidspunkt af lidelsens
forløb at have et leucæmisk billede, hvor den egentlige maligne lidelse endnu
udelukkende er localiseret til marven, medens man i milten kun finder den
»benigne«, symptomatiske extramedullære hæmopoiese. (Der tales her om hæmo
poiese og ikke granulopoiese, idet det i mine endnu ikke offentliggjorte under
søgelser viser sig, at der altid foreligger erytropoiese ved siden af).
Dersom man anlægger denne betragtningsmaade, vil man forstaa, hvorfor der
ikke i blodet cirkulerer atypiske celler, der bærer præg af at være malignt om
dannede elementer samt, at man ved en ret ringe røntgenljehandling, der ude
lukkende er rettet mod milten, er i stand til at fremkalde en tilsyneladende
fuldstændig remission, saaledes at ikke alene alle de umodne celler svinder i
det cirkulerende blod, men at marven, der inden behandlingen var maximalt
hyperplastisk, nu atter indeholder rigeligt med fedtceller, kan være tilsyne
1 1 8