120 / 480
men dersom de bliver taget i behandling, er resultaterne daarligere end for
den øvrige gruppes vedkommende. Dette forklarer Minot med, at de kom
mer saa sent til behandling, at der intet er at gøre. Efter de her udviklede
teorier skulde det snarere dreje sig om »ikke leucæmiske« lidelser, hvor den
forstørrede milt og det leucæmiske blodbillede kun er et udtryk for en vikarie
rende extramedullær hæmopoiese. Ved at ødelægge denne med røntgenbestraa-
ling vil man kun opnaa at udsætte patienten for en alvorlig fare, idet hele eller
store dele af hans hæmopoiese er baseret paa denne.
Dette synspunkt kan ved første øjekast virke fremmedartet, men det er dog
ikke noget exceptionelt indenfor hæmatologien. Til sammenligning kan tages
forholdene ved den aplastiske (aregeneratoriske) anæmi. Her kan man finde
det samme sygdomsbillede med hypo-, normo- eller hyperplastisk marv. Lader
man her indsætte en vikarierende extramedullær hæmopoiese, vil man se netop
de ovenstaaende sygdomsbilleder. Ved aplastisk marv vil man faa en tilstand
svarende til myelosclerose, medens man ved den mere eller mindre hyperplasti-
ske, men aregeneratoriske marv vil faa det andet sygdomsbillede, som man kan
benævne »ikke leucæmisk myeloid splenomegali«.
Det falder udenfor denne artikels rammer at behandle spørgsmaal som
diagnose, differentialdiagnose, behandling o. s. v., men der skal vedføjes tre
sygehistorier, der maa betegnes som karakteristiske for de forskellige grupper.
De ovenfor skitserede synspunkter prætenderer ikke at give forklaring paa
alle de problemer, man støder paa i det praktiske hæmatologiske arbejde, men
kun at være arbejdshypoteser, der har været frugtbare i det daglige arbejde
med det meget heterogene patientmateriale, der foreligger paa institutet.
F. m. L. E 6610. kvinde 52 aar. henvist d. 8. 12. 39.
Diagnose:
»Ikke leucæmisk myeloid splenomegali
«
Polycythæmia.
Pt.s fader døde 66 aar gammel, han havde i 10 aar haft milttumor uden gener.
Indlagt i januar 1937 paa Set. Elisabeths Hospital i Holbæk. Diagnose: depres-
sio mentis. Hb .: 82 %, SR. 2 mm. Derpaa rask indtil december 1938, da hun
angiveligt paa grund af træthed blev svimmel og faldt, samtidig »blodige affø
ringer«, indlagdes atter paa samme hospital d. 7. 1.—29. 4. 39. Diagnose: poly-
cythæmia megalosplenica, — stomatitis — pyorrhoea alveolaris. Hb .: 137
%,
erytroc. 8.9 mill. leucoc. 16560. Diff. normal. Prøvemaaltid normalt, afføring
ingen blod. Behandlet med venesectio, og beroligende medicamina. Derefter rask
indtil 14 dage før indlæggelsen paa F. 111. L., da hun pludselig fik stærke jagende
sm. i højre nyreregion, disse smerteanfald kom stadig igen, og pt. maatte have
morfin herfor. Bortset fra træthed ellers ingen klager. Obj. Milten naar frem
til umbilicus, og ned til intercristallinien, ensartet fast, glat. Hb. 69 %, Erytroc.
5.2 mill. Røntgenundersøgelsen viste intet abnormt, specielt ingen tegn til ne-
I 2 0