119 / 480
ladende normal. Det første forhold forklares simpelt ved, at de extramedullære
foci er ødelagt af røntgenbestraalingen, og at der ikke kan udsendes umodne
celler fra marven. Marvhyperplasiens svind kan forklares ved, at der nu, da
miltsvulsten er svundet, og de reticulære elementer ved røntgenbestraalingen
sandsynligvis temporært er beskadigede, passerer rigeligt modningsstof til mar
ven. Denne er derfor atter i stand til at modne og udsende de ophobede til dels
umodne celler, hvorefter den vil vende tilbage til en næsten normoplastisk
tilstand. Disse spørgsmaal faar paa denne maade en tvangfri forklaring, medens
de tidligere gav anledning til undren og en del hjælpehypoteser. (Engelbreth-
Holm, Forkner.)
Imidlertid vil den neoplastiske proces i marven stadig brede sig og atter give
anledning til miltsvulst og leucæmisk blodbillede. Paa eet eller andet tidspunkt
kommer der antagelig ogsaa neoplastiske foci i den extramedullære hæmopoiese.
Ved røntgenbehandling i dette stadium vil man ikke faa saa god en remission
som i begyndelsen, og efterhaanden breder ,det neoplastiske leucæmiske væv sig
saa stærkt, at det ikke er muligt at opnaa remission og til slut ejheller at opret
holde livet. Dette svarer til de kliniske erfaringer, hvor remissionerne bliver
kortere og kortere, og det terapeutiske resultat daarligere og daarligere. Lige
ledes har man en acceptabel forklaring paa, hvorfor man ved røntgenterapi ikke
er i stand til at forlænge gennemsnitslevetiden for leucæmikere. (Minot, Hoff-
mann & Graver, Arendt, Gloor & Leawell) mere end i ganske uvæsentlig grad,
selv om man kan gøre dem 30 % mere arbejdsdygtige. Røntgenbehandlingen
maa efter dette anses som en rent symptomatisk behandling rettet mod den
extramedullære hæmopoiese, og den kan ikke eller kun i ringe grad paavirke
det egentlige neoplastiske væv.
A f det ovenstaaende vil man forstaa, at de vigtigste symptomer ved leucæmi
— miltsvulsten og det leucæmiske blodbillede — nærmest maa opfattes som
»uspecifikke«, og de vil kunne fremkaldes af andre lidelser i knoglemarven end
leucæmiske maligne tumorer. Dette er da ogsaa tilfældet. Jeg skal her i første
række henvise til myelosclerosen, hvor man har histologiske holdepunkter for,
at der i marven foreligger processer af anden natur end den leucæmiske. Denne
differentialdiagnostiske skillelinie har ikke alene teoretisk, men ogsaa indikations-
mæssig betydning; saaledes kan det være deletært at behandle en myeloslerotiker
med røntgenbestraaling paa den forstørrede milt. (With, Hecht-Johansen, Jo
hansen & With, Reich & Ramsey). At ogsaa andre marvlidelser end leucæmi
og mvelosclerose kan give lignende billeder ligger nær. Undersøger man de tid
ligere nævnte statistikker, vil man finde, at der hos disse forfattere findes flere
patienter, der lever i op til 16 aar med »leucæmi«. Dette forundrer forfatterne,
og de mener, at disse ptt. har en meget langsomt forløbende form for leucæmi.
De lever som regel udmærket uden eller efter en enkelt røntgenbehandling,
I I 9