115 / 480
kommer udenfor den egentlige endothelbeklædte karbane.
(Hueck).
Ved dila-
teret — forstørret — milt vil blodet derfor komme i langt intimere kontakt
med de reticulære elementer end ved kontraheret tilstand. Det er tidligere om
talt, at der ved anæmia perniciosa mangler eet eller flere stoffer, der er nød
vendige for marvcellernes normale modning; desuden har Plum paavist, at der
findes et reticulocytmodningsstof. Disse kendsgerninger gør det sandsynligt,
at der findes flere saadanne ukendte stoffer, der er nødvendige for, at marvens
celler kan modnes i normal takt. Sammenholder man dette med miltens oven-
fornævnte bygning samt, at det altid er mislykkedes at paavise et »milthormon«,
mener jeg, at det er rimeligere at opfatte miltens funktion som en re- eller
absorberende, saaledes at den i større eller mindre grad tilbageholder disse
stoffer og dermed unddrager knoglemarven dem, saa at den normale celle
modning foregaar langsommere. Denne mekanisme vil kunne reguleres med ret
stor finhed alt efter miltens kontraktionstilstand. I tilfælde af kontraktion —
blødningsanæmi — bliver der tilbageholdt saa lidt som muligt, og marven faar
derfor tilført modningsstof. Ved miltdilatation — tyfus, hæmolytiske anæmier
— bliver der resorberet meget og derfor kun tilført marven en ringere del
end normalt. Særlig grelt bliver forholdet ved portastase — bantisyndromet —
hvor følgen bliver nedsat mængde af alle blodlegemearter, samtidig med en
stærkt hyperplastisk marv. Som man ser af disse exempler, giver denne teori
en tvangfri forklaring paa mange problemer samtidig med, at man forstaar,
hvorfor det aldrig er lykkedes at demonstrere varige forandringer paa sunde
individer efter splenectomi. Dette indgreb vil jo blot bevirke, at der til marven
føres særlig rigelige mængder modningsstoffer. Ikke sjældent ser man da ogsaa
efter splenectomi en forbigaaende leucocytose og thrombocytose, men dette kan
kompenseres dels af marvens nervøse regulation (Morikawa), dels ved at
legemets øvrige reticulo-endotheliale væv snart overtager miltens funktioner;
saaledes hypertrofierer de kupfferske stjerneceller, i leveren. I forskellige hidtil
vanskeligt forstaaelige hæmatologiske problemer er man i stand til ud fra den
fremsatte hypotese at opstille tvangfrie acceptable forklaringer, og dette gælder
ikke mindst den extramedullære hæmopoieses opstaaen, funktion og patogone-
tiske betydning.
Den extramedullære hæmopoiese.
Det er bekendt, at hæmopoiesen paa et tidspunkt i fosterlivet foregaar extra-
medullært fortrinsvis i mi'lten og leveren; ved fødslen er den næsten eller
fuldstændig svundet, og der findes kun en ringe extramedullær hæmopoiese,
der dog kan bringes til virksomhed igen (pseudoleucæmia infantum). Hos
voksne er en egentlig extramedullær hæmopoiese at betragte som patologisk,
selv om det er paavist, at der normalt forekommer enkelte myelocyter i milten