333 / 480
hvilke der maa gøres nøjere rede. Det er ptt., der klager over kuldefølelse sv. t.
de perifere extremitetsomraader; de frembyder dog foruden dette fællestræk
objective tegn, som man nøje maa mærke sig, idet de betinger en afgørende for
skel i flere henseender.
Nogle eller rettere de fleste har faktisk kolde hænder og fødder, de er klam
me selv i normal stuetemperatur, og i kulde bliver de udtalt cyanotiske, og
deres lidelse er som oftest alene localiseret til hænder og fødder.
Men der er en del af disse ptt., hvis egne klager er kuldefølelse sv. til crura
og fødder, som naar man føler paa deres hud slet ikke er kolde, men oftere
endda varmere end sædvanligt. Huden er ej heller klam, men tør og normal.
De faar i reglen diagnosen perniosis cruris, fordi deres crura er, som man
siger, infiltrerede og misfarvede, men ser man nøje til, er det ikke egentlig
cyanose, men en ganske fin rødlig kartegning, som vel kan faa et cyanotisk
skær, men iøvrigt slet ikke ligner rigtig cyanose, og den saakaldte infiltration er
et simpelt let oedem.
Denne gruppe ptt. er ganske forskellig fra de klamme hænder og fødder,
og det er meget uheldigt at benytte diagnoser som akrocyanose og perniose
uden at gøre sig dette klart.
Den første gruppe med de virkelig kolde, klamme, blaalige hænder og fødder
(som regel unge kvinder) har paa grund af
fordampning
fra huden et meget
betydeligt varmetab, som de faktisk har svært ved at dække, fordi deres arte
rioler og kapillærer er spastisk kontraherede, og derfor
er
de kolde.
Den anden gruppe har derimod permanent dilaterede arterioler og kapil
lærer, det er dem, der tegner sig gennem huden, og de har ved
straaling
fra
dette voldsomt vasculariserede væv en betydelig varmeafgift, hvorfor de føler
sig kolde, men de kan dække varmetabet paa grund af den store blodtilførsel
og føles derfor ikke kolde, naar man undersøger dem. A f de 4 ptt. med denne
tilstand var de 2 damefrisørinder, 1 fabriksarbejderske med staaende arbejde,
1 havde tidligere staaet i aarevis paa et stengulv. Deres crura frembød denne
typiske fine kartegning, som af og til sløredes af oedemer, og alle erklærede
de, at naar de havde ligget nogen tid, forsvandt oedemerne, og misfarvningen
aftog. I en varm stue frøs de ikke, hvilket de ptt. med den klamme hud netop
saa typisk — til egen forundring — gør med deres stadige fordampning fra
overfladen. Denne gruppe ptt. med den fine kartegning og oedemer, som vist
nærmest dækkes af det, som i forannævnte skema kaldes erythrocyanose, har
en tilstand, som maa bestaa deri, at de af en eller anden aarsag har faaet en
kapillær- og arterioledilatation som følge af det hydrostatiske tryk under deres
staaende arbejde. Hvorfor de faar dette, kan ikke siges, men man kan tænke
sig enten, at de rent konstitutionelt har tyndvæggede arterioler og kapillærer,
som ikke kan bære de hydrostatiske tryk saavel »forfra« som »bagfra« via
329