294 / 372
2 8 3
til at troe paa Russernes Ærlighed, og medens
han ventede et Aar i Moskou, erobrede Russerne
uden videre de tre Fæstninger og sendte ham saa
hjem, da Sagen saaledes var afgjort. Nei, ved at
handle, som de gjorde, havde de netop varetaget
Kongens og Landets sande Tarv. Og selve den
Paastand, at de herved i detmindste formelt havde
overtraadt deres Instrux, var kun delvis sand. Thi
Instruxen gav dem udtrykkelig Fuldmagt til, naar
et Tilfælde indtraf, som ikke var omtalt deri, da
at handle efter deres egen «begavede Forstand«,
og ramme Kongens og Landets Bedste. Et saa-
dant Tilfælde var indtruffet, de havde været nødte
til at handle paa egen Haand og havde gjort det,
men i Henhold til deres Instrux.
Der var dernæst blevet indvendt mod Ge
sandtskabet, at de havde indgaaet ulidelige V il-
kaar, uden at tage Forbehold med Hensyn til
Kongens Godkjendelse. Han skulde vise, at Kon
gen var endnu ligesaa fri overfor Overenskomsten
som tilforn.
Ulfeld og hans Ledsagere havde
nemlig med Villie undladt at aflevere deres
Fuldmagter i Moskou. Czaren havde altsaa ikke
mindste Bevis for, at de havde handlet i Kongens
Navn. Fremdeles, selve Overenskomsten med deres