289 / 372
2 7 8
der egentlig Intet var skeet, der kunde komme
Landet til Skade. Som Sagerne stod, havde Kon
gen baade Ret og Magt til at berøve Overens
komsten enhver Betydning ved at nægte den sin
Underskrift. Og han kjendte ogsaa Kongen for
godt til ikke at vide, at naar dette først var gjort
ham ret indlysende, vilde efterhaanden Vreden
mod Gesandternes Personer sætte sig. Det faldt
derfor Ulfeld let at bevæge ham til at skrive til
Kongen. Ranzau vilde rimeligvis selv uden denne
Opfordring have betragtet det som sin Pligt at
gjøre Kongen opmærksom derpaa og befrie sin
Herre for saa plump en Overrumpling som den
russiske, nu kunde han tillige gjøre Ulfeld en
Tjeneste og vise Rigsraadet sin Indflydelse; han
lovede derfor gjerne at fremstille Kongen Sagen,
som den stillede sig for ham, og gaae i Forbøn
for Gesandterne. Lidt lettere om Hjertet forlod
Ulfeld Segeberg.
Henrik Ranzau skrev til Kongen.1) Han op
fyldte ærligt sit Løfte til Ulfeld og talte varmt
hans Sag, men mod Sædvane vare hans Ord uden
Virkning. Kongens Vrede blev ikke dæmpet.
M dat. Segeberg den 27/6 1579. Geli Aich.
Membraner,
linsland 12 b.