311 / 372
aoo
havde lian ogsaa anseet det for sin iJligt ferst at
forelægge dem Bogen, ferend den udkom, saa at
han kunde fele sig rolig med Hensyn til, at den
hele Plan havde deres Bifald, og at der Intet stod
i den, som stred mod deres Opfattelse.
Det led ret smukt. Men han havde med
gamle Statsmænd at gjere, Ingen af dem bed paa
Krogen. Han opnaaede kun at faae et kort Svar
fra Regjeringsraaderne, hvori de beklagede, at han
ikke havde vidst at udtrykke sin Mening tydeligere,
thi hverken de eller de andre Tilstedeværende
havde forstaaet, at dette var Hensigten med hans
Optræden i Roeskilde. Som hans Ord vare faldne,
indeholdt de Fornærmelser mod den afdøde Konge,
dem og hele Rigsraadet. De kunde derfor ikke
nu erklære sig særskilt derom, men maatte hen
stille Sagen til det samlede Rigsraads Afgjørelse.
«Hvilket vi Eder venligen ikke ville forholde«.
Det var det sidste Skud, der blev løsnet,
Striden døde hen, og TJ1feid skulde vel vogte sig
for at optage den paany. Resten af sit Liv til
bragte han i Stilhed, hans Blik rettedes mere og
mere mod den store Skilsmisse, der forestod ham,
og Tanken om Døden bragte ham til at oversætte
et Par gudelige Skrifter derom paa Dansk; der