306 / 372
295
oftest forløber sig. Da Forhandlingerne vare i
fuld Gang, traadte han pludselig ud paa Gulvet
og bad Regjeringsraaderne om en Samtale i Een-
rum. Men førend disse endnu havde faaet besvaret
dette underlige Forlangende, brusede alt det Meget
frem, som saalænge havde ligget ham paa Hjerte.
Med stigende Heftighed fortalte han om al den
Uret, han havde lidt under Frederik den Anden.
Han havde tjent sin Konge tro tillands og tilvands,
hjemme og ude, han var kommen saaret hjem og
havde døiet Møie og Besvær. Og hvad Løn havde
han høstet? Kun Kongens Ugunst og Foragt.
Han havde mistet sine Forlehninger og var bleven
udstødt af liigsraadet, medens Andre, som han
havde seet som Drenge, havde faaet de største
Lehn og Sæde i Kaadet. Han vidste nok, at det
var Reisen til Rusland, man anklagede ham for,
men her i sin Haand havde hangen Bog, som
han vilde vise dem. Den skulde nu udkomme og
domme ham og alle hans Anklagere imellem.
Udbruddet var til Ende, Ulfeld havde spillet
sin sidste Trumf ud. Havde nu blot Regjerings-
raaderne ladet sig forbløffe, eller vare de bievne
hidsige, saa havde det ene Ord kunnet tage det
andet, og Ulfeld endnu være kommen nogenlunde