137 / 469
123
Men naar Jesus taler om den Nat, da ingen kan arbejde,
peger han paa den Dødsnat, der vilde komme over Israels
Folk, fordi det forskød sin Frelser og forhærdede sig imod
ham. Dengang Jesus fremtraadte, oprandt Dagen for Israel,
den Dag, som ogsaa kaldes Folkets Besøgelsestid. Men en
hver Dag og Tid faar Ende; Dagen skumrede allerede mere
og mere, og det lakkede mod Enden med Israels Besøgelses
tid, som Jesus selv pegede derpaa, idet han sagde: „vandrer,
medens I have Lyset, at ikke Mørket skal gribe eder; den,
som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaar hen“ (Job.
12, 35). Men det var dog Dag endnu; Dagen var ikke omme,
end ikke dengang Folket fældte sin egen Dødsdom ved at
raabe: „hans Blod komme over os og vore Børn!“ Derfor
kunde Jesus endnu paa Korset bede for det genstridige Is
rael: „Fader, forlad dem, ti de vide ikke, hvad de gøre!“
Og hans Apostle kunde endnu efter hans Himmelfart ved
blive i hans Navn at gøre Guds Gerning iblandt Folket, og
det ikke blot de tolv første Apostle, men ogsaa Hedningernes
Apostel Paulus, der skriver, at han holdt sin Tjeneste som
Hedningeapostel i Ære, om han dog kunde vække sin køde
lige Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af den (Rom. 11,14).
Og saaledes varede det ved, indtil Dødsdommen over Folket
blev fuldbyrdet, da Jerusalem og Templet blev lagt i Grus.
Fra den Stund af begyndte den Nat for Israel, da ingen
kunde arbejde paa deres Frelse, og den har vedvaret, indtil
det i vore Dage begynder at dæmre ad Dag for dem, — et
Fingerpeg for os om, at det hælder mod Aften for den
gamle Jord.
Men som altsaa dette Jesu Ord, om at arbejde saa længe
det er Dag, ogsaa gjaldt hans Apostle, saaledes vedbliver
det at have sin dybe Sandhed for hans Menighed indtil
Dagenes Ende. Vi ere alle kaldede til at arbejde, mens vort
Jordelivs Dag varer; naar Dødens Nat kommer, kan vi ikke
længer optage de Opgaver, som vare lagte for os, men som
vi have forsømt. Og det samme gælder den Guds Gerning,
som alle Kristne have at arbejde paa, nemlig at arbejde
hver paa sin Frelse. Dette er i Sandhed Guds Gerning,
ti Gud alene kan frelse os, og han alene faar Æren derfor ;
men dog. kan vi ikke frelses, med mindre vi hver for sin