139 / 469
1 2 5
dem, men vi skal se vel til, om ikke vor egen Ligegyldighed
og Kulde bærer Skylden for, at de ere bievne saa fremmede
for Guds Rige. Det er en Særegenhed for vore Dage, baade
her til Lands og anden Steds, at Mennesker i Skarevis
strømme til de store Byer, der øve en underlig Tiltræknings
kraft, som en Malstrøm, der suger de mange til sig. Det
kan være forskellige Hensyn, der have draget dem; det kan
være de store Stæders mange Forlystelser, det travle For
retningsliv, den større Arbejdsfortjeneste og meget andet;
men inden man saa sig for, er Befolkningen vokset saa-
ledes, at den aandelige Omsorg, der skyldtes dem fra Kir
kens Side, er bleven helt utilstrækkelig, saa at Mennesker
i Tusende, ja Titusendvis gaa hen uden den aandelige Pleje,
de trænge til, ja have Krav paa, fordi Guds Riges Dør
ogsaa er bleven aabnet for dem i deres Daab, og de findes
ikke alene blandt dem, der leve af deres Hænders Arbejde
fra Dag til Dag, men ogsaa blandt dem, der have rigeligt.
Og det er øjensynligt, at jo længer disse gaa saaledes van-
skøttede, som Faar uden Hyrde, des mere utilgængelige blive
de for Guds Riges Ord og des blindere for alt, hvad der
hører til Guds Rige. Det gaar dem som den biindfødte, vi
hørte om, de tænke sig end ikke Muligheden af, at der i
Evangeliet skulde findes noget, som kunde hjælpe dem og
glæde deres Hjærte, endsige at de skulde bede om saadan
Hjælp, som de spotvis sige om, at den kun giver dem An
visning paa Evigheden.
Her gælder det da for Kristi Disciple, at vi ikke lade
dem gaa hen i denne Hjælpeløshed, ikke heller nøjes med
ligegyldigt at spørge, hvem andre der kunde bære Skylden
for deres aandelige Forkommenhed, om det er deres egen
Synd, eller det er deres Kammerater og slet Selskab, der
er Skyld deri. Nej, vi skal gribe hver i sin egen Barm;
her ere alle vi, som tro paa Jesus Kristus, kaldede til at
tage Arbejdet op og gøre Guds Gerning, saa længe det endnu
er Dag. Og Gud være lovet, endskønt Menigheden har for
sømt meget i dette Stykke, og vi maa desværre sige, at
det ogsaa hos os er gaaet, som man andensteds har klaget
over, at man altfor sent har taget fat paa at hjælpe, saa er
det dog Dag endnu, — „der er endnu paa Nattens Rand en