356 / 469
3 4 4
Venner, denne hans Glæde er nu fuld kommet.
Men derfor kan han ogsaa føje til som Apostelen: „Glæ
d e r e d e r me d mi g ! “ (Fil. 2, 18). Han har haft et lykke
ligt, et herligt Liv — lad os glæde os med ham, Gud skal
have Æren og Takken! Og han har faaet en skøn Død!
Han fik Lov at leve til den Stund, da han saa Banneret
hejst: Kirkesagens Fuldførelse, Planerne var gennemarbej
dede og Vennerne rede til at tage Opgaven op i frejdig Tro.
Menneskelig tænkt kunde vi have undt ham at opleve den
Dag, da Kransen vajer fra Taget, og Slutstenen føres frem.
Men kristelig set, hvor kunde han da skønnere og bedre
gøre, hvad hans Hjerte som alle helliges higede efter: at
lægge vore Kroner for Herrens Fod, end ved netop nu at
gaa bort, for at Herren selv skal fuldføre Værket? Derfor
er Guds Navn herliggjort og vil blive herliggjort ogsaa i
dette, og vi vil, saa svært det end kan være, glæde os
med ham.
Det Ord: „glæd eder med mig“ kan ogsaa oversættes:
„ønsk mig til Lykke!“ Og det vil vi gøre med Tak til
Gud for hans Liv og for hans Død; med Blikket vendt mod
den store hvide Flok, med hvem han nu er kaldt bort fra
Kampen til Sejren, vil vi synge ogsaa for ham :
O, tusindfold til Lykke da,
a t du v a r h er
s a a tro isæ r
og drog med Sejr herfra!
Men Apostlen siger ikke blot: „glæd eder med mig“,
men ogsaa: „j eg g l æd e r mi g me d e d e r . “ Og dette er
maaske sværest for os at rumme i Sorgen. Han laa paa
sit sidste Leje med et Smil paa Læben. Vi mente, det be
tød, at han troede paa at fortsætte sit Liv iblandt os. Men,
Venner, det kunde vel ogsaa betyde, at han ønskede os til
Lykke, glædede sig med os.
Naar vi samles her, er der vel ingen, som ikke føler
den inderligste Deltagelse med dem, der er bøjet dybest i
Sorgen: den Hustru, der har mistet saa god en Mand, den
store Børneflok, der har tabt saa stærk og velsignet en
Fader, den gamle Moder, der først lærte ham at folde sine
Barnehænder og siden har fulgt hans Livsgerning med Tak