Previous Page  355 / 469 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 355 / 469 Next Page
Page Background

343

Slette!“ (Sak. 4, 7). Og Herren lod det ske, og vi har takket

ham sammen, i

Men denne Troens Kraft er den samme, som Paulus her i

Brevet til Filippi kalder Kr i s t i O p s t a n d e l s e s Kr a f t .

Og det er Glæde i Herren, naar den lyser ud af vort Liv.

Men det er maaske det mest opbyggelige ved Friis Hansen:

det var Sandhed for ham og i hans Liv, hvad han saa

ofte udtalte: Guds Rige er en Virkelighed, ikke Ord, ikke

Stemning eller kraftløse Tilløb. Den levende Frelser er en

Virkelighed: hvor to eller tre er forsamlede i hans Navn,

er han midt iblandt dem med sin Kraft. Hans genfødende

Naade er en Virkelighed og aabenbarer sin Kraft i et nyt,

helligt Liv. Hans Aands Gave er en Virkelighed og aaben­

barer sin Kraft i, at Menigheden magter det, som Verden

ikke formaar.

'

Men til de Ord i Filippenserbrevet: „at jeg rnaa kende

ham og hans Opstandelses Kraft“ føjer Paulus endnu eef:

„og h a n s L i d e l s e r s S a m f u n d “. Og først deri naar vi

ned til det dybeste i den hellige Glæde. For den naturlige

Forstand maatte „hans Lidelsers Samfund komme før „hans

Opstandelses Kraft“. Men det er netop Gudslivets Hemme­

lighed : først ved at faa Del i hans Opstandelses Kraft faar

vi Kræfter til at dele hans Lidelsers Samfund. Og selve

dette er den dybeste Naade: „at jeg bliver dannet til at

ligne ham i hans Død“ (Fil. 3, 10). Derfor er det det hel­

ligste Sted i Apostelens Hjerteliv, vi betræder i de Ord:

„Om jeg ogsaa n f r e s under eders iros Betjening , derved

kommer han i det inderligste Samfund med sin korsfæsæde

Herre og „opfylder det, som fattes i Kristi Trængsler , og

dette er den dybeste Glæde (Kol. 1, 24). Men den kendte

vor bortgangne Ven som faa. De, der kendte ham ret, ved

nok, at der var ikke blot Arbejdsuro og Sejrsglæde, nej,

dybest inde bævede dette at kende Kristi Lidelsers Samfund.

Ikke blot legemligt — thi han bar i Aarevis paa et svagt

Legeme, svagere end vi tænkte — men fremfor alt aande-

ligt. Han havde en underlig Evne til at tage Lidelsen som

sin Part baade i sin Kærlighed til de enkelte Sjæle og til

de troendes Samfund, til vort Folk og vor Kirke. Og han

kendte den Gudslivets dybe Løndom at søge sin Glæde deri.