![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0330.jpg)
343
Slette!“ (Sak. 4, 7). Og Herren lod det ske, og vi har takket
ham sammen, i
Men denne Troens Kraft er den samme, som Paulus her i
Brevet til Filippi kalder Kr i s t i O p s t a n d e l s e s Kr a f t .
Og det er Glæde i Herren, naar den lyser ud af vort Liv.
Men det er maaske det mest opbyggelige ved Friis Hansen:
det var Sandhed for ham og i hans Liv, hvad han saa
ofte udtalte: Guds Rige er en Virkelighed, ikke Ord, ikke
Stemning eller kraftløse Tilløb. Den levende Frelser er en
Virkelighed: hvor to eller tre er forsamlede i hans Navn,
er han midt iblandt dem med sin Kraft. Hans genfødende
Naade er en Virkelighed og aabenbarer sin Kraft i et nyt,
helligt Liv. Hans Aands Gave er en Virkelighed og aaben
barer sin Kraft i, at Menigheden magter det, som Verden
ikke formaar.
'
Men til de Ord i Filippenserbrevet: „at jeg rnaa kende
ham og hans Opstandelses Kraft“ føjer Paulus endnu eef:
„og h a n s L i d e l s e r s S a m f u n d “. Og først deri naar vi
ned til det dybeste i den hellige Glæde. For den naturlige
Forstand maatte „hans Lidelsers Samfund komme før „hans
Opstandelses Kraft“. Men det er netop Gudslivets Hemme
lighed : først ved at faa Del i hans Opstandelses Kraft faar
vi Kræfter til at dele hans Lidelsers Samfund. Og selve
dette er den dybeste Naade: „at jeg bliver dannet til at
ligne ham i hans Død“ (Fil. 3, 10). Derfor er det det hel
ligste Sted i Apostelens Hjerteliv, vi betræder i de Ord:
„Om jeg ogsaa n f r e s under eders iros Betjening , derved
kommer han i det inderligste Samfund med sin korsfæsæde
Herre og „opfylder det, som fattes i Kristi Trængsler , og
dette er den dybeste Glæde (Kol. 1, 24). Men den kendte
vor bortgangne Ven som faa. De, der kendte ham ret, ved
nok, at der var ikke blot Arbejdsuro og Sejrsglæde, nej,
dybest inde bævede dette at kende Kristi Lidelsers Samfund.
Ikke blot legemligt — thi han bar i Aarevis paa et svagt
Legeme, svagere end vi tænkte — men fremfor alt aande-
ligt. Han havde en underlig Evne til at tage Lidelsen som
sin Part baade i sin Kærlighed til de enkelte Sjæle og til
de troendes Samfund, til vort Folk og vor Kirke. Og han
kendte den Gudslivets dybe Løndom at søge sin Glæde deri.