353 / 469
341
hellige Fædrelandskærlighed. Men hans Kærlighed til Fæ
drelandet samlede sig fremfor alt om F o l k e t s Ki r ke. Han
saa ikke paa vor danske Folkekirke som en udvortes Ind
retning, paa hvis Bestaaen der ikke laa nogen Vægt for
Herrens Folk. Han saa den som Mærket paa Herrens Ud
vælgelse af vort Folk, som Guds store Gave og Velsignelse
for os. Derfor brændte det i ham at rense den og løfte den.
Jeg husker, dengang han udgav sit første lille Skrift om
„de nødlidende og Folkekirken“, hvori han talte for en kraf
tig Optagelse af en kirkelig Fattigpleje, at en Mand med god
Dømmekraft gjorde den Bemærkning om det: „Egentlig faar
man det Indtryk, at det er Ki r k e n selv, der er den nød
lidende.“ Og det var sandt. Han følte dybt sin Kirkes Nød
deri, at den ikke ret havde taget Arbejdet op for at lindre
de fattiges Nød.
Saaledes ogsaa paa andre Omraader. Han, der var „Skel
lets“ Talsmand og „den lille Floks“ trofaste Ven, blev Stifter
af d en d a n s k e P r æ s t e f o r e n i n g paa det brede folke
kirkelige Grundlag, og han kæmpede til sin Død for, at
den ikke maatte snævre sig ind til smaa Standsinteresser,
men blive tro imod sit høje Kald til Velsignelse for Folke
kirken.
Og derfor droges han ogsaa ind i Kø b e n h a v n s Ki r k e
sag. Det var i Firserne, han blev Præst. Det var ogsaa i
Firserne, at Kirkens Nød blev saa stor i vor Hovedstad.
Og hans Hjerte var med fra Begyndelsen i de smaa, ukendte
Kredse, hvor man raabte til Herren om at vise Vej og raade
Bod paa Kirkens Skade. Ja, Sæden fra Johanneskirken skød
saa tidligt Knop i hans Sjæl, at han allerede i 1888 i en
Bladartikel udtalte det profetiske Ord, at det var 30—40
nye Kirker, vi trængte til, for at Kirken herinde ret kunde
løse sin Opgave. Om hans Arbejde for Kirkesagen har vor
Formand, Sjællands Biskop, talt nærmere. Jeg skal kun til
føje, at her er Paulus’ Ord blevet bogstavelig opfyldt: „Om
jeg ogsaa ofres under eders Tros Offer og Betjening, saa
glæder jeg mig.“ Thi hvor meget han end savnede den Præste
gerning, han elskede, saa var det dog atter og atter hans
Livs Glæde, at han fik Lov at ofres for den københavnske
Menigheds Tros Betjening.