348 / 469
33 6
navnlig vil pege paa, Københavns Kirkesag, som han i de
sidste ni Aar har viet sin bedste Kraft, og som har gjort
hans Navn kendt og kært trindt i den danske Menighed
hos alle, som har Hjærte for Menneskers aa.ndelige Nød.
Hvor var han ikke ntrættelig og varm i sin Iver for at
fremme denne Sag, altid vaagen for at finde nye Adgange
til at føre den fremad, saa at Kristi Ord kunde komme til
at bo rigeligt i denne myldrende store Stad, hvor de mange
Tusinder gaa aandelig vanskøttede og forkomne som Faar
uden Hyrde. Og hvor var han ikke taknemlig og glad,
naar Gerningen lykkedes, endskønt det Arbejde, der hvilede
paa ham selv, derved stadig øgedes, — glad i Haabet om,
at vor trofaste Herre, som havde hans Hjærtes Tro, ogsaa
vilde fortsætte og fuldføre Gerningen til Menneskers Frelse.
Og han var saa udholdende overfor de Vanskeligheder og
Hindringer, som mødte ham, ja, man kunde næsten sige,
han glædede sig under dem mere end under Medgangen,
fordi han saa rnaatte anspænde sine Kræfter end mere.
Han betragtede Modstanden og Hindringerne som noget, der
kun var til for at overvindes, ikke dog ved hans egne Kræf
ter, men ved Herrens Kraft, thi han var vis paa, det var
H e r r e n s Sag, han arbejdede for; derfor var han ogsaa
saa vedholdende i Bønnen om, at Herren vilde lade sin
Gerning gaa fremad. Der er næppe nogen, som mere alvorligt
og vedholdende end han ,har bedet for Københavns Kirkesag.
Saaledes har han arbejdet for denne Sag Aar efter Aar,
og nu omsider var den ført saa vidt, at man kunde øjne
Enden, se fremad til, at naar der blev gjort en sidste Kraft
anstrengelse, kunde Kirkesagen i Løbet af faa Aar være
ført saaledes til Ende, at København vilde have faaet et
tilstrækkeligt Antal Kirker. Hvor frydede han sig ikke ved
denne Udsigt! Atter og atter fortalte han mig med Glæde,
hvorledes det tegnede til, at den nye Indsamling vilde lyk
kes over ,a(l Forventning. Og hvor vilde han ikke have ;
jublet og takket Gud, om han var bleven Vidne til, at Maa-
let var naaet.
M;en han fik det ikke at se; han er nu kaldt bort midt
i sit Arbejde. For os, som kendte og saa hans utrættelige
Arbejds-Iver, laa den Tanke saa nær, at ogsaa hans Arbejds-