347 / 469
335
stelen Paulus Menigheden i Rom, d. v. s. Herrens Tjenere i
Rom. Thi ikke Ordets Tjenere alene ere hans Tjenere, men
alle vi, der bekende Jesus Kristns som vor Herre, betegne der
med os selv som hans Tjenere, saa vi skal tage vort Liv her
paa Jorden som betroet os, for at vi skal leve som hans
Kristne, saa at vort Liv og vor Færd kan staa somVidnesbyrd
om, at han er mægtig til at frelse Syndere. Derfor gælder
denne Apostelens Formaning os alle, som kalde Jesus Herre,
og vi gør vel mod os selv ved at tage den til Hjerte.
Men her, hvor vi er samlede om vor hensovede Yens
Jordefærd, har jeg fremdraget denne Formaning, fordi jeg
mener, at vi har set den i nogen Maade virkeliggjort i hans
Liv.
Naar en gammel Herrens Tjener kaldes bort efter en lang
Arbejdsdag, der en Tid lang har hældet mod Aften, saa
er dette vist nok vemodigt for dem, der har set op til
ham og taget Lære af hans Ord og Eksempel; men der
kan dog være noget saa mildt og fredeligt ved hans Bort
gang; vi kan sige derom, som vi synge om den gamle
Simeon: „Vel den, sin Herre tro har tjent, sin Gerning
gjort,- sit Løb fuldendt, og bort i Fred kan fare.“ Men an
derledes er det, naar en Tjener tages bort midt i sit Ar
bejde og sin Manddoms Aar; da er Sorgen, tung, og vi
føle, at Døden er en Fjendemagt, der er kommen ind i Ver
den for Syndens Skyld. Og dog, naar vi tør sige, at han
i sit Liv har tjent Herren, ikke lunken i sin Iver, men varm
og brændende i Aanden, saa vil vi ogsaa kunne se, at han
har gjort s in Gerning og fuldendt s i t Løb, og kunne takke
Gud, fordi han er faret herfra i Fred.
Og saaledes tror jeg, vi kan se paa Friis Hansens Liv
og paa hans tidlige Død, skønt den kom os saa brat. Lige
siden han i sin Ungdom vaagnede op til at give Herren sit
Hjærte og sit Hjærtei hen til at tjene ham, har han været
rede til at sætte al Kraft ind paa, hvad der kunde fremme
Guds Rige, saa vidt det kom indenfor hans Rækkevidde.
Og han gjorde det ikke lunkent, men med et levende og
varmt Hjerte, der var opglødet af Kristi Kærlighed. Dette
lagde han for Dagen i sin Præstegerning og paa mange
andre Omraader, men fremfor alt i den Sag, som jeg her