349 / 469
337
Kr a f t maatte være uopslidelig, og ingen af os anede, at
hans Kraft var nær ved at være helt opslidt. Næppe nogen
andre end hans allernærmeste vidste, hvilken Magt Syg
dommen havde i hans Legeme, den Sygdom, der blev An
ledningen til hans Død, men som han med sin stærke Aand
vidste at kæmpe imod, saa den ikke afholdt ham fra hans
Arbejde. Men et Menneskes Legems Kraft kan kun holde
til en Tid, den bliver tilsidst opbrugt. Da han var død, lød
Lægens Erklæring paa, at Dødsaarsagen var „et o p s l i d t
Hjærte“. Ja, hans Kødhjærte var opslidt under hans meget
Arbejde. Men det Hjærte, hvormed han havde modtaget
Guds Naades Ord, og hvormed han havde arbejdet saa utræt
telig for Guds Rige, det var ikke opslidt, det var lige vaa-
gent og levende indtil det sidste, ja, det skal ved Guds Kraft
leve evindelig.
Nu er hans Arbejdstid omme. Det er en tung Sorg og
et stort Tab, at han blev kaldt bort midt i sit Arbejde; —
dette vil være den første Følelse hos os, som har taget
Del i Arbejdet. Og dog, saaledes skal vi ikke tale; nej,
med Tak til Gud kan vi sige: han har gjort s in Gerning
og fuldendt s i t Løb; saa tør vi ogsaa tro, at han er faret
herfra i Fred, hjem til Hvilen hos den Frelser, han her troede
paa og tjente.
Men fordi han har gjort s in Gerning, saa er Gerningen
dog ikke dermed fuldendt. Intet menneskeligt Arbejde er
dette. Der er kun én, der med Sandhed har kunnet sige, at
hans Gerning var fuldbragt saaledes, at mgen kan forbedre
den eller føje noget til. Det er Guds og Menneskets Søn, Jesus
Kristus. Men al den Gerning, hans Tjenere gøre, er kun
Brudstykker, kun Led af den Opgave, han har givet sin
Menighed paa Jorden; saam aa andre Tjenere fortsætte, hvor
de forrige maatte slippe Arbejdet. Og her er det nu stillet
til os, som hjærteligt har taget Del i Arbejdet for Køben
havns Kirkesag, baade Præster og Lægfolk, alle, hvem Men
neskers Frelse ligger paa Hjærte, at arbejde videre herpaa,
ikke lunkne, men med varme og brændende Hjærter, i
Haabet om og under Bøn om, at vor Gud og Herre, som
hidtil har hjulpet langt mere, end vi turde haabe, fremdeles