Previous Page  352 / 469 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 352 / 469 Next Page
Page Background

3 4 0

kendte han ogsaa til Helliggørelsens smerteblandede, men

salige Glæde: „Salige er de, som hungrer og tørster efter

Retfærdighed, thi de skal mættes“ (Matth. 5, 6). Derfor

fandt ogsaa vort Tids Længsel efter mere Hellighed i Guds

Børns Liv Genklang i hans Hjerte, og han har ikke blot

givet mange enkelte troende Stødet til et kraftigere Hellig­

gørelsesliv, men er bleven Fader til de Helliggørelsesmøder,

der i de sidste Aar samler større og større Kredse af Her­

rens Yenner om at ile fremad imod vort store Maal.

Men den hellige Glæde i Apostlens Hjerte er ikke udtomt

hermed. Uagtet Paulus er gammel, og hans Hænder er som

bundne i Fængslet, er han bestandig i Virksomhed. Han

beder for Menigheden ved Dag og ved Nat, han lægger endnu

Planer for og beretter om Guds Riges Fremgang, ja haaber

selv at faa Lov at drage ud og kæmpe; og det rastløse

A r b e j d e f or H e r r e n er hans Hjertes Glæde. Derfor kan

han uden Selvros, i dybeste Ydmyghed — med Tak, fordi

Herren forundte ham den Glæde — sige, at han har arbejdet

mere end alle de andre. (1 Kor. 15, 10).

Der er næppe mange af os, Guds Riges Arbejdere paa

dette Sted, som vil tage i Betænkning at sige: Friis Han­

sen har arbejdet mere end vi alle. Og dette store, utrætte­

lige Arbejde var hans Glæde, hans bestandige Tak til Gud.

Han havde et forunderlig rigt Hjerte, der rummede de mange

Opgaver. Han havde i lige Grad Sans for det enkelte og

det almene. Med sin inderlige Kærlighed til den enkelte Sjæl

var han som født til Præst; han havde en sjælden Gave

til at forstaa Sjæle, der ikke forstod sig selv, og finde det,

der duede noget i et Menneske, drage det frem og hjælpe

det til Liv og Fred. Og Præstegerningen, som blev betroet

ham først i Lyngby og saa paa Bornholm, var hans Hjertes

Lyst.

Men paa samme Tid droges hans Sind imod d e t a l­

me n e , og Gud gav ham de store Syner og kaldte ham til

Opgaver, der førte ud over det enkelte Sogn. Han elskede _

sit F æ d r e l a n d , og det skylder ham Tak, ikke blot for

den stærke Haand, han tog i med, da der skulde løftes i

Forsvarssagen, men vel endnu mere, fordi han som faa har

lært Guds Folk at bede for Danmark og elske det med den