351 / 469
3 3 9
som dengang lød i Johannes-Kirken, gik Solen op for ham.
Visselig ikke nden alvorlig Kamp — dertil var hans Natur
for stærk, men den varede ikke længe, og saa blev det hans.
Hjertes Glæde at tjene den levende Frelser.
Og Gnd gav ham endnu mere. I Arbejdet for Guds Rige
fandt han allerede dengang ind i en Kreds af troende Ven
ner, blandt hvem han lærte Glæden og Rigdommen i de
helliges Samfundsliv at kende. Og alt som han voksede i
Livet med Herren, samlede al hans Hjertes inderste Glæde sig;
om det Evangeliets Kærnepunkt, som Paulus just her i Bre-
vet til Filippi giver det mægtige Udtryk: „Jeg agter alt
andet for Skarn at være, at jeg maa vinde Kristus og findes
i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven,
men Retfærdigheden af Gud ved Troen“ (Fil. 3, 8—9). I
faa Præsters Forkyndelse iblandt os har vistnok den Tone,
lydt dybere og renere: Lovprisningen af Gud s u f o r
s k y l d t e Na a d e i Kristus. Deraf udsprang den inderste
Glæde i hans Hjerte, den hellige Stilhed bag al Arbejdets
Uro, derfra fik han ogsaa den store Gave til at føre søgende
og kæmpende Sjæle til Freden i Kristi Riod.
Men Apostlen fortsætter netop efter dette Sted med de1
kendte Ord: „Ikke at jeg allerede har grebet det eller er
allerede fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg dog:
kan gribe det, efterdi jeg og er greben af Kristus Jesus.
Brødre! jeg agter ikke mig selv at have grebet det. Men
eet gør jeg : forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende-
efter det, som er foran, iler jeg mod Maalet, til det Kle
nodie, som hører til Guds Kald herovenfra i Kristus Jesus“
(Fil. 3, 12—14).
Og dette Ord viser os, at Hvilen under Kristi Kors ikke-
skal føre til en dorsk Stillestaaen, nej, den sætter alle Sjæ
lens Kræfter i Bevægelse for at gribe efter det, der endnu
,
ikke er naaet. Den Glæde er blandet med Sorg, med Yd
mygelsens dybe Smerte over alt, hvad der endnu skæmmer
Gudslivet i os. Og Friis Hansen kendte denne Sorg. Som
han havde en dyb Følelse for vort Folks og vor Kirkes.
Synd, saaledes ogsaa for sin egen. Men den førte ham ikke
til en stille Rugen, men til altid mere higende at række
fremefter og ile imod Maalet, altid nærmere til Gud. Derfor