Previous Page  351 / 469 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 351 / 469 Next Page
Page Background

3 3 9

som dengang lød i Johannes-Kirken, gik Solen op for ham.

Visselig ikke nden alvorlig Kamp — dertil var hans Natur

for stærk, men den varede ikke længe, og saa blev det hans.

Hjertes Glæde at tjene den levende Frelser.

Og Gnd gav ham endnu mere. I Arbejdet for Guds Rige

fandt han allerede dengang ind i en Kreds af troende Ven­

ner, blandt hvem han lærte Glæden og Rigdommen i de

helliges Samfundsliv at kende. Og alt som han voksede i

Livet med Herren, samlede al hans Hjertes inderste Glæde sig;

om det Evangeliets Kærnepunkt, som Paulus just her i Bre-

vet til Filippi giver det mægtige Udtryk: „Jeg agter alt

andet for Skarn at være, at jeg maa vinde Kristus og findes

i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven,

men Retfærdigheden af Gud ved Troen“ (Fil. 3, 8—9). I

faa Præsters Forkyndelse iblandt os har vistnok den Tone,

lydt dybere og renere: Lovprisningen af Gud s u f o r ­

s k y l d t e Na a d e i Kristus. Deraf udsprang den inderste

Glæde i hans Hjerte, den hellige Stilhed bag al Arbejdets

Uro, derfra fik han ogsaa den store Gave til at føre søgende

og kæmpende Sjæle til Freden i Kristi Riod.

Men Apostlen fortsætter netop efter dette Sted med de1

kendte Ord: „Ikke at jeg allerede har grebet det eller er

allerede fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg dog:

kan gribe det, efterdi jeg og er greben af Kristus Jesus.

Brødre! jeg agter ikke mig selv at have grebet det. Men

eet gør jeg : forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende-

efter det, som er foran, iler jeg mod Maalet, til det Kle­

nodie, som hører til Guds Kald herovenfra i Kristus Jesus“

(Fil. 3, 12—14).

Og dette Ord viser os, at Hvilen under Kristi Kors ikke-

skal føre til en dorsk Stillestaaen, nej, den sætter alle Sjæ­

lens Kræfter i Bevægelse for at gribe efter det, der endnu

,

ikke er naaet. Den Glæde er blandet med Sorg, med Yd­

mygelsens dybe Smerte over alt, hvad der endnu skæmmer

Gudslivet i os. Og Friis Hansen kendte denne Sorg. Som

han havde en dyb Følelse for vort Folks og vor Kirkes.

Synd, saaledes ogsaa for sin egen. Men den førte ham ikke

til en stille Rugen, men til altid mere higende at række

fremefter og ile imod Maalet, altid nærmere til Gud. Derfor