354 / 469
342
Faa har som han kendt Glæden i Arbejdet for Guds Rige.
Hans r a s t l ø s e V i r k s omh e d , hans uovervindelige Vil-
lieskraft faldt i Øjnene paa enhver, der saa noget. Jo større
Opgaver, jo stærkere Fjenderne var, des frejdigere gik han
i Kampen. Det er vel ikke alle, der har fundet hans Virk
somhed lige tiltalende. Der var K a n t e r ved ham, der kunde
støde. Men kan det være andet end, at den, der blev kaldet
til at være en af de stærkeste Tænder paa Guds Tærskevogn
(Es. 41, 15) — den, der skulde sønderknuse det, som hin
drede Guds Riges Værk —, at det Menneske maatte have
haarde og skarpe Kanter ? Som en Hærfører stod han iblandt
os, lagde sine Planer og førte dem igennem med en Kraft,
som selv Modstanderne maatte bøje sig for. Alt blev lagt
til Rette og andre sat i Arbejde, og dog var han selv altid
til Stede, hvor Kampen var haardest. Krigslykken har da
ogsaa ofte fulgt ham, og mangen Sejrskrans har han op
levet at frydes ved. — Men med alt dette har man dog
ingenlunde forstaaet hans Gerning. Bag ved det rastløse
udadvendte Arbejde, bag ved Kampens Larm var der en
forunderlig Stilhed. Hemmeligheden i hans — som i den
store Apostels — Arbejde var Bø n n e n , den inderlige, ved
holdende Bøn i Lønkamret, den kæmpende Bøn, hvor to og
tre bøjer Knæ sammen i Jesu Navn. Der er mange Guds
Børn, hvem Friis Hansen har lært at bede. Bønnen var hans
Arbejdes inderste Drivkraft, derfor ejede han en underlig
Fred og Sejrsvished midt under Kampen.
T r o e n s Bøn — thi skulde jeg nævne den Naadegave,
der i særlig Forstand var hans, vilde jeg sige, det var Troen.,
ikke som den frelsende Tro, men som Paulus nævner den i
Rækken af Aandens Gaver (1 Kor. 12, 9), som Herren taler
om den i Ordet: ,,FIav Tro til Gud! Thi sandelig siger jeg
eder, at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op
og kast dig i Havet! og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men
tro, ham skal det ske, som han sagde“ (Mark. 11, 22—23).
Friis Hansen kunde tro alene, naar andre frygtede og tviv
lede, og han kunde bringe andre til at tro. Det er mange
dejlige Minder, vi gemmer om Kampe, hvor vi stred under
Ordet: ,,Du store Bjerg for Serubabels Ansigt, bliv til en