415 / 469
4 0 3
H isto rie , og da skal du ikke glemme med takfyldt Hjerte at
rejse dit E b e n -Eze r.
O g som den enkelte troende Sjæls Historie har sine Fe s t
dage, saaledes har ogsaa en hel Menighed det. Fredens Menig
heds Historie er ikke nogen lang Historie, men v i, som fra
Begyndelsen af har haft vort aandelige Hjemsted dér, v i har
dog kendt til dejlige Festdage i denne Menighed, og vi har i
Sandhed G rund til at sige med E s r a : „Gud s gode Haand har
været over os til at velsigne os, skærme os og lede os“ . Na a r
vi skuer tilbage og ser, hvor herligt Gud har ført os saavel
gennem lyse som trange Dage — thi dem har vi ogsaa kendt
— da maa vi med forenede H je rte r sige: „H id ind til har Herren
h julpe t.“
Y i venter jo, at i Løbe t af nogle faa Maaneder skal ved
Guds Naade vort E b e n -E ze r, den store Hjælpesten, Taarnet,
være rejst og Klokkerne tone ud over vort Sogn. Men da skal
den store Sten ikke blot forkynde, at Herren har hjulpet, men
den skal tillige forkynde, at Herren ogsaa herefter vil hjælpe.
Imellem A a r og D ag , Sommer og V inte r, Dag og N a t gaar der
herude paa vore Gader og Stræder Skarer af ulykkelige Menne
sker, som, fordi de lever uden Gud og uden Haab i Verden,
ofte bekym ret maa spørge: hvorfra skal Hjæ lpen komme i time
lige som i aandelige Sager? Se, da skal den store Sten, Taarnet
med Klokkerne, holde sin stille, alvorlige Prædiken og sige til
de hjælpeløse Mennesker baade ved sin Tavshed og sin T a le :
Vend om til G u d , søg G u d , søg ind i hans H u s , ind i Guds
R ige, saa skal der nok blive Hjæ lp for dig i L iv som i Død !
D e t er da det egentlige Form aal med, at vi vil bygge dette
T a a rn , det skal Dag og N a t ved sin Tavshed og sin Tale for
kynde: Herren hjælper, Herren hjælper!
O g saa endnu blot eet. Jeg er vis paa, at det er i hedste
Forstaaelse med Fredens Menighed, naar jeg paa denne Festdag
paa Menighedens og egne Vegne siger hjertelig T a k til
de
kære Venner, som med Villighed og Glæde gik Herrens Æ rinde
til os med en større eller mindre Pengegave til vort Taa rn .
H e r skal ikke nævnes N a vn e , kun et N a v n maa jeg have L o v
at nævne, det er Na vne t paa vor kære hensovede Ven , Pastor
Friis Hansen ; han gav den største Gave til Fredens Menighed,
vel ikke i klingende M øn t, men han hengav sig selv^i sit A r