99 / 174
84
hjemme tillod Monarken en Gang imellem saadanne i
vor Tids Øjne barbariske Forlystelser, i 1707 lod han
saaledes blandt andre »Lystigheder« afholde en Kamp
mellem en engelsk Dogge og en Tyr og siden mellem
en Hest og en Bjørn 290) og 26. Aug. 171 0 mellem en
Tyr og en Bjørn, hvilken sidste kom tilkort. At man
under saadanne Omstændigheder maatte have vel for
synede kongelige Menagerier, er klart.
Foruden Menageri og Fasanhuse og Kaninbjerge og
Andeøer var der ogsaa talrige Volierer og Duehuse ved
Hans Majestæts nye Lystslot og i Lysthaven. Men, som
det synes, var der lige saa mange Høge og Væseler og
Maarer og Ildere som Duer og Sangfugle, og allerede
1703 maatte Hofsnedkeren C l aus Ha r d e r * ) forfærdige
adskillige »Habichtschlage und Wiesel-Fålle« til Haven
der ude 292).
Gr o t t e r kunde man i Barok- og Rokokotiden slet
ikke undvære i nogen Fyrstes eller Stormands Park eller
Haver, endsige da i Kongens. I Regelen bleve de an
lagte over et fremstrømmende (naturligt eller kunstigt)
Kildevæld eller over en lille nedstyrtende Kaskade og
vare stundum af ikke ganske ringe Højde og Dybde, saa
at der var Plads til et Galerie oven over det faldende
Vand, og derhos prydede med Muslinger og Snegle af
Bly, med Slanger og Frøer og »fihrbein« og »aller Hand
sohmer fogel und andere thier« 293) osv. Undertiden var
Grotten indrettet som en Eremitage, hvis Beboer, en
kunstig, malet Trædukke, indhyllet i en Kapucinerkutte,
vaagede over det klare og kjølige Kildespring eller det
skummende Vandfald og allerydmygst og allersomunder-
*) Formodentlig Søn af Perlestikkeren N ik o l a j H a r de r (død Sept.
1689) og Sønnesøn af Frederik III’s Hofperlestikker C l a e s
H a r d e r 291).