29 / 85
holdsregler, bl. a. Indrettelsen a f en Embedsbolig for
Kirkefogden —Opsynsbetjenten paa Kirkegaarden —
i to af Lærredsboderne og paa forskellig anden Vis;
men nogen rationel Forbedring blev der i hvert Fald
ikke indført; derom vidner de i de nærmest følgende
Aar stadig omtalte større eller mindre Uordener, bl.
a. en større Tyverisag, hvori samtlige Kirkens Haand*
værkere var impliceret, og hvor Kirkegaarden tjente
som Opbevaringssted for Tyvekosterne (Kriminal*
retsdom i August 1842). Man er saare langt fra de
idylliske Skildringer, som saa mange af det 19. Aar*
hundredes Romantikere under Paavirkning af Digtere
som Thomas Gray og Hø lty har givet os om de
efeubehængte Kirkegaarde, hvor Aftenens Fred sæn*
ker sig ned over de stille Grave, medens den ensom*
meVandringsmand i inderlig Bøn synker ned paa sine
Kæres Grav.
En Begravelse i gamle Dage var altid en kostbar
Historie, og det var derfor intet Under, at Folk sær*
lig i trange T ider syntes at have villet holde lidt igen
mod altfor stor Ødselhed. Navnlig efter den store
nordiske Krig var disse Bestræbelser stærkt fremme.
Man begyndte saaledes at lade Begravelserne foregaa
enten tidlig om Morgenen eller sent om Eftermid*
dagen, hvorved man bl. a. sparede den store Afgift til
Kirkens Sangklokker. Denne var fastsat til 6 Rdlr. om
Sommeren og 7V2 Rdlr. om Vinteren, foruden extra
Betaling ved Dobbeltslag, der dog kun maatte slaas
for Standspersoner, naar Magistraten i Forvejen havde
givet Tilladelse dertil.
Kirken, der derved gik G lip af en ret betydelig Ind*
tægt, følte sig imidlertid brøstholden, og Værgerne
indgik derfor i 1726 med en Ansøgning til Kongen
25