30 / 85
om, at saadanne Begravelser alligevel skulde svare den
sædvanlige Klokkeafgift uden Hensyn til, om Sang*
værket benyttedes eller ikke, og dette bevilgedes i
Virkeligheden ogsaa.
Men Udgifterne hørte ikke op med selve Begra*
velsen. Gravstedet skulde holdes vedlige, og dette
kunde man umuligt selv være bekendt at gøre. Man
lod derfor som Regel Graverne besørge dette, sær*
lig den traditionelle Strøen Sand paa Gravene hver
Sommersøndag. Paa dette Omraade maatte der ikke
spares. Hvis man ikke vilde have O rd for at være
lunken i sine Følelser overfor sine afdøde Slægtninge,
maatte man sørge for, at Sandlaget blev saa tykt som
muligt, og den, der havde bedst Raad, fik da selv*
følgelig sin Grav højest, højere end alle de omliggen*
de.Herved fik Kirkegaarden en meget ujævn Overfla*
de, og man maatte da ogsaa tilsidst, til stor Fortrydelse
for Graverne, ganske og aldeles forbyde denne Skik.
Lange og lige var Gangene paa den gamle Hellig=
geist Kirkegaard, uden anden Hygge end de iøvrigt
ret statelige Lindetræer og de enkelte andre Træer,
særlig Sørgepile, som nogle af Gravstedejerne havde
plantet. Ellers var der gjort alt for at faa Døden frem*
hævet som et saa mørkt og dystert Skræmmebillede
som muligt. De ujævne, spidse Gravhøje med de smag=
løse Monumenter, hvor Dødningehoveder og Ben*
rader var afbildet (kun paa Præsternes Mindesmær*
ker var oftest Duen, Symbolet paa Helligaanden, ind*
hugget), gjorde et tungsindigt, næsten skummelt Ind*
tryk, der yderligere forøgedes ved den Uorden, der
saa at sige var dagligdags derinde.
Dette var iøvrigt tilfælles for samtlige Københavns
Kirkegaarde, og det er først blevet vor T id forbeholdt
KØBENHAVNS
K
o m m u n e b i b l i o t e k e r
26