66 / 85
beklædt med engelsk Klæde. Dersom disse Penge
ikke betaltes, maatte Lærerne ogElevernetage Klædet
og beholde det, »indtil det vorder dennem forskrevne
Pendinge afløst«.
Disse Bestemmelser fastslog kun, hvad der »føre
var gænge«; men den Tilladelse, Skolen havde haft
til at borttage Ligklædet, endnu inden Kisten var
ført bort, havde efterhaanden ført til grove og
forargelige Misbrug, som man nu søgte at raade
Bod paa.
Saaledes hedder det i den føromtalte Forordning:
»Skolen. . . skal ikke saa pludseligen i den samme
Stund, naar Liget er begravet, eller føre det ud=
bæres, lade kræve deres Pendinge, de fattige be*
drøvedes Sorrig til Forøgelse, som allerede sket er«,
—men lade nogen Tid gaa hen, og hvis der da ikke
betales, klage til Borgmester og Raad.
Lige saa lidt maatte de »Scolarii, som sjunge over
Graven, saa straks overile nogen med den u*bluelig
Krav, enten over Graven eller hjemme i Huset som
til des sket er«.
Om dette straks har hjulpet, er vist tvivlsomt.
Men en god Forrretning har Ligfølgeprivilegiet i
hvert Fald været, dersom man skal dømme efter de
efterladte Ligpengeregnskaber. Indtægterne*) fra By*
ens 5 Hovedkirker har saaledes været mellem 1 og
300 Rdlr. maanedlig fra hver Kirke, saa det er ret
uforstaaeligt, hvorledes der har kunnet være Tid
til en systematisk Undervisning for lutter Ligfølge
pligt. -
De Penge, der paa denne og andre Maader indgik
*) De fordeltes med en Fjerdedel til Rektor, det halve til Hørerne og en Fjerde«
del til Peblingene.
62