111 / 250
110
og deltagende Ord søgte at trøste hende, hvilket ogsaa
lykkedes, hvorefter Rikke fo rtsatte:
„Jeg vil ikke længer dvæle ved denne ulykkelige Be
givenhed, som bragte Død, Sorg og Fortvivlelse over saa
mange Mennesker, men kun fortælle, hvorledes det gik
Nicolette og mig efter saa lykkelig at være undsluppen
den forfærdelige Katasrofe, hvorved hele vort Selskabs
Personale, bestaaende af 41 Personer samt to Elefanter
og 30 Heste, fandt deres Grav i Bølgerne, ligesom ogsaa
flere svenske Bønder, der af Nysgerrighed ledsagede Toget
med deres tungt belæssede Slæder, tilsatte Livet.
Man
antog, at netop Svenskrenes Tilslutning til Toget havde
fremkaldt den frygtelige Katasrofe.
I Helsingør kappedes alle om at være os til H jæ lp ;
men da det var overordentlig vanskeligt at forstaa deres
Tale, blev vi meget glade ved paa Hotellet at blive hen
vist til en Mand, der modtog os paa det venligste og i det
franske Sprog ytrede sin Deltagelse i den store Ulykke,
der havde ramt os, samt tilbød os sin Hjælp, idet han
samtidig meddelte os, at hans Navn var Rau, og at han
var Ekspeditionssekretær i København. Denne Mand blev
efter at vi havde opholdt os i nogen Tid i Helsingør, meget
indtaget i Nicolette, og hun syntes efterhaanden ogsaa
godt om ham, da han var en meget dannet Mand og altid
optraadte paa en smuk og sømmelig Maade overfor os
begge.
Da Nicolette en Dag spurgte mig til Raads om, hvad
jeg syntes, hun skulde gøre, hvis han friede til hende,
svarede jeg, at naar hun, som hun havde ytret til mig,
syntes godt om Manden, skulde hun ikke betænke sig paa
at sige ja.
Da der næppe var nogen Sandsynlighed for, at der til
Helsingør i en nogenlunde næ r Fremtid vilde indtræffe