113 / 250
112
maatte forundre ikke alene din Mand men ogsaa dig,
Hansine."
Da der, som bekendt, mellem Thranes Hustru og Rikke
bestod et oprigtigt Venskabsforhold, tiltalte de hinanden
med Fornavn eller du.
„Jeg vil oprigtig tilstaa," svarede Hansine, „at dit Kend
skab til min Mands Arbejder og deres Benævnelser ofte
har forbauset mig, tilmed da du altid slog det hen i Spøg,
naar vi desangaaende vil have noget næ rmere at vide.
Jeg er derfor meget glad ved nu at erfare, hvorledes du
har faaet dette Kendskab."
„Jeg kan forsikre dig," udbrød Rikke, „at jeg ogsaa
føler mig glad, fordi jeg har fortalt dig det, og da jeg nu
har begyndt, vil jeg fuldende og fortælle, hvad der senere
er hændet m i g :
Iblandt de mange Skibskaptajner, som besøgte For
retningen for at proviantere deres Skibe og forsyne disse
med de mange forskellige Slags Tovværk, hvoraf vi solgte
store Masser, der blev leveret fra Engelskmandens Reber
bane, som laa et lille Stykke Vej uden for Helsingør, be
fandt sig ogsaa to, som vare Tvillingbrødre, og hver ejede
en tremastet Skonnert, med hvilken de for det meste
sejlede paa Nord- og Østersøen. Saa ofte de kunde, an
løb de Helsingør, hvor de da altid besøgte vor Forretning.
Disse Tvillingbrødre havde begge fattet Godhed for mig
og optraadte begge som Bejlere til min Haand.
Ærligt
talt syntes jeg meget godt om dem begge, hvorfor det faldt
mig vanskeligt at gøre mit Valg, af hvilken Grund jeg stadig
udsatte dette. Saa traf det sig imidlertid saaledes, at den
ene af Brødrene en Vinter lod sit Skib lægge op i Hel
singør og tillige selv forblev der, medens Broderen med
sit Skib var paa en længere Rejse mod Syden.
Da Brødrene i det ydre skuffende lignede hinanden,