269 / 358
¿ 6 4 '
A. N. H A N S E N & CO.
fra hans temperamentsfulde Indre sprudlede der større
Varme frem, og hans voldsomme Heftighed omdannedes
lidt efter lidt til venlig og virksom Iver for Medmenneskers
Vel. Med al sin Særhed var han paa sin Vis hjertevindende,
og da han endelig ogsaa forlenedes med Alderens Værdig
hed, naaede han i sin Stand frem til en Førsterangs-Stil
ling, som i lige Grad hvilede paa Agtelse og Sympathi.
Indtil sin Død i 1873, som en 75-aarig Mand, deltog han
i sin Forretning, men dennes egentlige Ledelse var da,
naturligt nok, forlængst gieden over i hans to Sønners
Hænder,
Alfreds
og
Hamids,
gennem hele deres Levetid iøv-
rigt virksomt bistaaet af Forretningens dygtige og sympathe-
tiske Prokurist, Hr.
Emil Muller.
De to Brødre havde begge ægte Hansen’ske Egenskaber,
saasom Stivsind og Karakter-Styrke, men havde iøvrigt ogsaa aandelig delt Faderens
Arv imellem sig.
Alfred
var den myndige Storkøbmand i en vis engelsk Dombey-Stil:
Firmaets Grund og Virksomhed var hans Verden,
Harald
var med sin Begavelses Fro
dighed en mere udadvendt Natur, hvis Horizont videde sig helt ud til Samfundets
Grænse, ogsom følte sig levende bevæget af det offentlige Liv. Medens Alfreds Del
tagelse idette indskrænkede sig til, at han gik ind i Grosserer-Societetets Komite, hvoraf
han var et fredeligt og faamælt Medlem, blev Harald baade Borgerrepræsentant og
Landstingsmand og gjorde i begge disse Stillinger sine Anskuelser gældende med stærkt
personligt Eftertryk. Eødt i 1835 tog han i 1851 Studenter-Examen, Aaret efter Philo-
sophicum, gik derpaa til Udlandet for at uddanne sig i Køhmandsskah og optoges
derefter, fuldt rustet med merkantil Viden, i Faderens Forretning 1859. Endnu in
den dennes Død i 1873 var han bleven Medlem af Borgerrepræsentationen, hvor
han fungerede fra 1870 til 1885, 1883 Medlem af Havneraadet, 1879 ind valgtes han
i Landstinget, ønskede vel ikke Genvalg ved sin Valgperiodes Udløb (1882), men lod
sig dog i 1886 paany bevæge til at repræsentere Kjøbenhavns Handel i vort Over
hus. Heri tørnede han imidlertid under Behandlingen af Frihavns-Loven mod gamle
(politiske) Venner og Meningsfæller, fik sit Parti imod sig
og traadte derfor ud af Tinget 1891. Alle maatte da erkende,
at han havde kæmpet drabeligt og med megen Bravour mod
Overmagten, og skønt han gik fra Kampen som en slagen
Mand, saa naaede han dog at opleve, at Udviklingen siden
hen, i alt væsentligt, gav ham Ret i hans Syn paa Sagen.
— Efter Broderens Død i 1893 indvalgtes han Marts 1894 i
Grosserer-Societetets Komite, og skønt yngste Medlem de
signeredes han i 1897 til Tietgens Efterfølger ved Valget af
den fungerende Formand, hvilken Æ re han imidlertid afslog.
I alle disse forskellige offentlige Hverv kom hans rige Kund
skabsfylde og store Slagfærdighed ham glimrende til Gode,
og skønt hans dialektiske Hang til at stille ethvert Spørgs-
maal paa Spidsen og en vis Voldsomhed i Udtryksmaade
ofte ærgrede hans Modstandere lumsk, maatte de dog altid
emil
mul le r