BarbervæsenetDanmark

172

Allerede i 1741 havde en Tandlæge

Johan Friederich Darmstådter

ansøgt om fri Udøvelse af Tandlægepraksis, hvortil Amtet gav den

Erklæring, at den Slags Folk ikke behøvedes, da her er Tandlæger

nok til Publikums Betjening.

Fra 1751 forekommer et fjerde Tilfælde, hvor en Badersvend

Conrad Wunder

fra Tyskland nu, da han bliver gammel, ansøger

Kongen om at maatte nedsætte sig i Kvarteret Østerport. I hele

Distriktet fra Bosenborghave, Borgergade, Nyboder, Amalienborg og

helt ned til Kongens Nytorv findes ingen Bader og i dette Kvarter

søger han om Bevilling til at drive Baderhaandværket med Ret til

Barberen og Kopsætning.

Oldermanden indvender herimod i sin

Erklæring, der, efter hvad Amtet besluttede, skulde skrives af »en

brav Mand«, en dertil engageret Skriftkyndig, »at medens der for faa

Aar siden kun var tvende Badstuemænd her i Staden, der ikke havde

mere end deres nødtørftige Levebrød, saa er der nu 6, som, skønt

det ogsaa er bleven disse tilladt at barbere, næppe kan leve af deres

Fortjeneste. Skulde nu Antallet paa Badere yderligt forøges, og disse

faa Lov at holde Svende og Drenge til at gaa omkring og barbere,

kunde Amtskirurgerne lige saa godt først som sidst nedlægge deres

Amt og Profession. Barbering inden og uden Huset var egentlig

forbeholdt Amtsmesterne og skulde nu den Ret berøves disse, saa

faldt hermed »det visseste og solideste som de skulde subsistere af«

bort. Efter at have omtalt Amtsmesternes Forpligtelse til at anskaffe

dygtige Svende til Kongens Tjeneste, Land- og Sømagten, eller selv

gaa med i paakommende Tilfælde, hvad Baderne var skaanede for

og ikke heller kunde paatage sig, udtaler Oldermanden Ønsket om,

at Baderprofessionen maa blive overdraget Amtskirurgerne at forrette

og forestaa, efterhaanden som de nuværende Badere enten ophører

eller afgaar ved Døden. Dette skete dels af Hensyn til Amtskirur

gerne, for at de »kunde have nødtørftig Subsistence«, og dels til

Publikum, for at »dette ikke skulde lide under Fuskeres Behandling

af Sygdomstilfælde.« Det lykkedes ikke Wunder at faa det ansøgte

Privilegium, som Oldermanden i sit veltalende og med Henvisninger

til de mange bestaaende Forordninger spækkede Indlæg udtalte sig

saa energisk imod. Derimod indledede Wunder faa Dage efter en

Forretningsforbindelse med Baderenken

Johanne Dorothea Rothe

Overtagelse af hendes Barber- og Baderprivilegium, hvilket kun kunde

ske med Kongens Tilladelse. Hun indgav derfor en Ansøgning om

at maatte overdrage Wunder Privilegiet paa de mellem ham og hende