194 / 372
175
(Efter nogle af be fjerrer Sofioters 5orlangenbe tiener til (Efterretning
for bem og anbre, at jeg anoenber ben mebicinfie Elektricitet fyoer c£fter=
mibbag fra 5 til 7, meb ben nøiagtigfte
og beres 5oritrir»t.
J. H. Rost,
boenbe Springgabe 32.
Denne Broder stævnede Oldermanden for Magistraten til at godt
gøre sin Berettigelse, hvad han ikke kunde, han anførte kun, at han
havde fortsat Forretningen for de efterladte Børns Skyld. Da Magi
straten ikke kunde tillade ham at fortsætte, blev det ham paalagt at
ansøge Kongen, hvilket ogsaa straks skete. Oldermandens Erklæring
gik ud paa at nægte ham Tilladelsen, men Kongen tilstod ham dog
Frihed til at ernære sig som Bader, hvor han end vilde tage Borgerskab.
Dette er vistnok sidste Gang at Omtale af Baderne finder Sted.
Medens vi saaledes er gjort bekendt med hvorledes Bartskærerne i
Forholdet til Baderne værnede om deres Ret og af yderste Evne søgte
at komme disses Institution til Livs, dels ved at ramme dennes enkelte
Medlemmer, og dels ved at faa selve Institutionen hævet eller over
draget dem selv, træffer vi allerede tidlig paa, at Baderne paa deres Side
værger sig mod Indgreb fra Bartskærernes og andres Side. Til den
Ende indgav 3 Badere,
Peter Mikkelsen Engel, Valentin Leve
og
Jacob
Pfeifer,
i Aaret 1691 til Christian den Femte et Andragende, hvori
de udtaler Frygt for »at nogen flere af deris profession sig her i
staden skulde nedsætte oc af baden oc koppen ernære«, hvorfor
Kongen bestemmer, under 18. Aug. s. A., »at det ved trende Badere
heri Staden, indtil vi anderledes tilsiger, skal forblive« 288), altsaa op
rettes et »sluttet« Lav for Baderne. 8 Aar efter er formentlig de
samme tre Badere paa Færde med en Besværing til Frederik den
Fjerde over den Hindring, som disse her mere end Baderne andre
Steder tilføjes i deres Næring. Kongen paalægger saa Politimester
Claus Rasch,
da Barlskærlavet nu har søgt om Konfirmation paa
deres Lavsprivilegier, at han straks »søger at disponere bemeldte
bartsker laug til forening med baderne oc samme forlig under deris
oc din haand tager« 289). Endelig for tredie Gang rører de tre Badere
sig, idet de, 1711, atter beklager sig over den store Hindring, som
tilføjes disse, og denne Gang rettes Anklagen direkte mod Bartskærerne.
Kongen er øjensynlig ikke glad over disse Besværinger, sikkert fordi
de gælder Bartskærerne, og i sin Vaande ved han ingen bedre Ud
vej, end at nedsætte en Kommission, som skal mægle Forlig mellem