BarbervæsenetDanmark

skær« paa Vilkaar, som ovenfor anført. Maanedslønnen regnes for

Behandling af de Fattige, hvorimod Byen bestemmer Betalingen, han

skal have af dem, som har Formue. Han var endvidere forpligtet

til at give Enhver Raad, som begærede slige af ham og ydermere at

tage vare paa Pesthusets Syge. Naar Sygdommen nærmede sig, paa-

laa det Magistraten at tilholde Apothekerne og Bartskærerne at have

»gode Medikamenter, Præservativer, Røgelser imod forgiftig Luft i

Beredskab, eftersom Sygdommen tager Fremgang eller befrygtes.«

Besøg hos de Pestsyge var forbudt undtagen af Præsten, Pest-

mesteren og Bartskærerne. Disse skulde endda lade sig finde villige

dertil, og det paabødes Pestmesterne særlig at aflægge flittige Besøg

hos de fattige Syge195).

Udover disse tvende Recesser og en af Frederik den Tredie i Juli

1655 udstedt Anordning om, hvorledes man i Helsingør i Pesttid skal

forholde sig og hvori de Pestangrebne henvises til den der ansatte

Pestmester, Bartskær Godtfried Frøling196), for hos ham at søge Raad

og Middel, træffer man ikke i Resten af det 17. Aarhundrede paa Be

stemmelser, der vedrøre Pestlægevæsenet, før i en Anordning af 1696,

hvori der i Anledning af at Pesthuset er lagt til Børnehuset, fast

sættes forskellige Bestemmelser deriblandt ogsaa om Løn for Præ

sten, Barberen og Skriveren ved denne Fællesanstalt. Denne havde

hidtil udgjort aarlig 61 Rdl. til Præsten, 50 Rdl. til Barberen og 20

Rdl. til Skriveren, men ved Sammensmæltningen skete der den For

andring, at Barberen skulde lønnes af Bestyreren Etienne de la Fosse.

Præsten ved Børnehuset skal forrette Tjeneste i Pesthuset, hvorved

den hidtil af Pesthuset udgivne Løn afgaarm ). Derimod forud

sattes i Lavsartiklerne af 1684 Barlskærernes Anvendelse »i smit

somme Sygdommes Tider« som given og anføres ogsaa som et af

Motiverne til Forøgelsen af Amtsmesternes Antal fra 12 til 21. Ved

Optagelsen i Lavet maatte den nye Mester derfor forpligte sig til, at

han, »naar en Pest udbrød, vilde lade sig bruge for Pestmester og

Barber, ligesom alle før ham i Lauget havde gjort«198).

I Begyndelsen af det 18. Aarhundrede trak det op til en af de

største Pestepidemier Danmark og ganske særligt Kjøbenhavn hidtil havde

kendt, og vel ogsaa den af alle Epidemier herhjemme, der i historisk

Henseende er bedst belyst. Opstaaet i og udgaaet fra Konstantinopel

bredte den sig i flere europæiske Lande, trængte mere og mere mod

Nord, angreb Byerne ved Østersøen, rasede senere med stor Vold

somhed i Stockholm og Helsingør 1710, hvorefter den i 1711 holdt