105 / 433
98
C iv ilisa t ion o g B arbar i.
JYulturen gaar fremad med Kæmpeskridt,
Man siger saa tidt;
Snart over den vide, udstrakte Jord
Man ser dens Spor.
Dog truer den med at fordærve
Mennesket, Skabningens Herre.
Man dyrkede Visdom og Humanitet
Paa vor Planet,
Samfundet tog med en varsom Haand
Paa hver trodsig Aand
Og viste sig selvfomægtende
Endogsaa mod Tyveknægtene.
Men hvad blev nuFølgen ? Hvert lumpent Komplot
Mod Lov og mod Drot,
Hvert Morder- og Mordbrænderkompagni
Fandt Sympathil
Ja, somme sank som Martyrer
Til Toner fra D r a c hm a n n s k e Lyrer!
Evropa! Dit Navn har som Dannelsens Sol
E t stolt Monopol!
; ^ ,
For Kundskab og Dyd dine Sønner uddrog
Paa Vikingetog
Og udbredte renere Sæder
Hos Urskovens Menneskeæder.
Men hvad har du selv af Kulturen som Frugt?
E t goldt Produkt,
En glimrende Nøddeskal, prægtig forgyldt,
Med Raaddenskab fyldt,
Og tæt under Skallen yngler
Skarer af Orme og Slyngler.
Hvor Forskjellen hæves paa mit og dit
Ved Dynamit
Og fejge Snigmord bii’er hædret og spurgt
Blandt ædelt og stort,
Hvo dømmer saa, hvad der besjæler
En Rødhud
o g
S iv
a s
Kvæler?
En
H a r t m a n n ,
en ganske gemen Bandit,
Aldeles frit
Kan gi’e sin Skændselsgeschichte til Pris
I en britisk Avis,
Og blive Hædersmand kaldt i
En Lykønskning fra
GARIBALDl!
Men Samfund, der tager en Morder i Favn
I Frihedens Navn
Og gi’er en forløben Galgenfugl
E t «lovligt» Skjul,
Gaar sikkert til Bunds i en Dyndflod
I den sig nærmende Syndflod.
Hvad der laa om Smerret.
oraarssolen kastede som en
kaad Skoledreng hele Haand*
fulde af fornøjelige, guldglim
tende, varme Straaler i Grams
henad det med gullandske Fli
ser kantede Fortov, den kys
sede Tjenestepigen i Nr. 8 paa
hendes biede, purpurfarvede
Kind, den blinkede i Vejrhanerne
paa Helliggeists nye Kirketaarn
Strøm ned ad Kirkemuren, hop
pede over Gaden, svippede om Hjørnet og busede lige
midt ind mellem en kuglerund, selvtilfreds Ejdammerost
og en sort melankolsk Spegepølse paa Høkérens Disk,
hvorefter, den som en vilter Kattekilling foer op og
ned ad Mo g e n s e n s hvide Forklæde, trak ham i Frakke-
skjøderne og tilsidst lagde sig kjælen og dorsk henad
det sandbestrøede Gulv. Og i Mog e n s e n s Hjerte
var der Foraar, derom vidnede den opknappede Vest,
den aabenstaaende Skjortekrave, hvorfra en lille Snip
V
•' Uldtøj beskeden kiggede ud i Verden, de talrig frem-
brydende Knopper i hans aabne mandige Ansigt, og,
fremfor Alt, det vennesæle huldsalige Grin, hvormed
han stak sin glinsende Haand ned i den forhenværende
Smørfjerding, der nu gjør Tjeneste som Bolig for hans
Omsvøbsuepartement, og derfra uddrog et Stykke be
skrevet Papir, hvori han indviklede Smørret, efter først
at have ladet
Punch
lugte til det for at overbevise
sig om, at det ikke var «
Kunstsmør
», nien fineste
Herregaardssmør, prima Notering (se: Philip W. Hey-
mann).
Punch
ilede hjem med sin kostbare Skat,
overgav Fru
Punch
Smørret, satte sig derpaa til Eette
i sin Stol med Smørpapiret foran sig og læste:
«Mine Anskuelset' angaaende en indgiven Begjæ-
og gled derefter i en bre<