151 / 433
143
nejen om og jern eller ovenom og osse jem, mm
samme gamle Ravnefaer
,
værendes et Fjols, lar sej
fange a nole smaa Jødedrenge og sette i B u r i
D a s s a v i s e n s Kantor gaaendes sijm i Lære samme
steds og skrivendes fuleperspéktiviske Samfundsromaner
med Udraavstein i Em erne. Saa den amen Ravn
maatte expederes, kommendes tebaves me Tømmer
-
mænd, havendes vaaren saa fu ld som en Allike paa
Børsen, givendes et Referat a det Hele, gørendes illi-
renreller E r s l e v te Baron og H a j m a n d te Adels
mand værendes Overdrivelse.
Voretter der var
Krisraad angaaendes om Sendelse a en Depetasjon
med Gratelasjoner og overbringendes den store Bjørn
te N o r d e n s k j ø l d og den lille B jørn te P a l l a n d e r ,
men ble opgiei, formedelst de va fo r sildi, men nu
ko.i Velærværtigheden sæl drømme om, a der er noet a
hole innu fo r en årefti Nordmand, Velcerværtiheden
kunnende natyrlivis som en Sveske opdave Sydvest-
paspasjen, iaendensgamle H o l s t e i n - H o l s t e i n b o r re
og E r s l e v og mulivis nole andre berømte Geograffer
me og Velærværtihejens varme Jerte og Ildhu væ
rendes kaske i Stand te a smelte Polens Isbjærre
som Lavaen fr a Vulkanerne paa Toppen ovenfra
neja og havendes E l
e r
s me osse, skaffendes Sneen væg
a
Banen, va TJnnerteinede ska være villi
te
a lave
en
lille Vise om strax, taendes Mannedogsjon fo r
Tijen hos gamle Braje i Degtekonst og haabendes
snart a erholle et lille frankeret Brevkaart kostenes
kon tyve røje Øre etter Bernerkonfusionen fr a Vel-
ærværtiheden immervæg forbliendes Sammes evi glaje
gemytlie gamle
F e e r t i g n u n t
,
p. t. Valhalla.
O v e r l am p e p u d s e r e n s D a g b o g .
fortsat af hans Datter,,
K a s i n o
B u k k a tz io
; Der forestiller et Studenterkarneval
Og er meget gemytlig og mindre moralsk.
Men som
ikke gør Noget fordi det er Italiænsk. Osse, nemli Fru
Østberg i stramme.
Som bar skreven realistiske No
veller. Saadan som •Ægtemæud« af Sekker; Hvorover de
gifte Mænd er arrige og Albrekt, som kommer kørende
ind med Nutidens Romanbibiiothek som Kolportør og
løser Ssmfusdeopgaven bliver sjikaneret; A f den Grund.
Og i andet å g t kommer Hundrup som hedder Lotte Ring
ind og Nøimand som hedder Lampertudsio; Og har Ferie
fra Bistrup begge toj Og Lotte Ring er gift med Frøken
Lærke der giver ham en Vinge imellem; Hvorover han
bliver forfalden og slaar sig paa det nye Tøndesysfcem;
Som Bedker, Hvorpaa Sangen-Berg kommer tilsyne; Som
Prind
3
;
Og realistisk i Henseende til Noveller.
Og
Bukkatzio faar Nøjmand til at klavre op i et Træ og gjer
Big behagelig for Froken Ludvigsen; Som er sod. Og det
Øvrige kunde hverken Malle eller jeg hitte Rede i,
men Frøken Ludvigsen faar paa en Gang en U d
nævnelse til at være Prindsesse.
Fordi hun er Bruns
Datter; Og de siger at hun er naturlig; Som vi og
saa syntes og kunde jeg bare forstaa, hvad Aagaard
skulde der; Som stavrede om
mellem Tønderne med
Sangen-Berg. Og var lige ved at falde i Staver; Og
Tendebaand som der laa mange af. Og Fru Østberg aa-
benbarede sig som en lille Dævel og det var anden Del
af Bukkatzio. Og tredie Del var bare Nøimand; Som er
klærede sig renons ogsaa og sang, at nu kunde der ske
hvad der vilde, han vilde blot se til; men som han ikke
holdt alligevel; men gav sig til at spille med senere. Og
Fru Østberg vilde foretage en Rejse med Frøken Ludvigsen.
Men blev stoppet; Fordi det var Kontraktsbrnd; Hvorefter
Brun gav dem sin Velsinelse; Med Højhed; Som ligger for
ham. Og da Malle og jeg kom hjem blev vi enige om at
faa Bnkkatzios Noveller fra Lejebibliotheket og læse dem
højt for Madam Petersen; Om Aftenen.
T i r s d a g d e n
2 0
de
S to rS ta a h e i over In g en tin g.
A f
Etatsraaden; Med Sjæfens Tilladelse og Excellensens Bifald
frit oversat efter det tydske; Hvad Malle Knallerup er
spodsk og ironisk over; Og har lavet følgende Vers af
S a in a ra ,
Tillad!
»Etatsraad Holstes Oversættelser
Kan trænge til Kritikkens Rettelser.»
Hvad Malle er for haard med; Synes je g ; Fordi Holst kan
jo ikke gjøre for, at han ikke har Professor Øhlenslæger;
Ag
kigge efter; Som i Skjærsommernatsdrømmeli; Men
maa hjælpe sig med, hvad han selv kan hitte paa, ud af
den udødelige Sjækspir.
Som ikke er meget; Og Resten;
Efter Tydskeren. Og sora Petersen meget træffende be
mærker; At naar Excellensen for Broderskabets Skyld og
Sjæfen for Billighedens og Excellensens Skyld holder af at
unde Etatsraadens lille Knaldhytte deres Søgning; Saa er
det urimeligt; Om Molbæk vilde forlange deskulde gaa paa
første Sal; Hos Lembke; Som er en finere Restavration.
Og jeg holder som altid med Holst og med Sjæfen, Tillad!
•N aar man har Hjælp hos Excellenser,
Man sletsens ikke Censor ændser.»
Hvorimod Stykket i sig selv er grinagtig, Fordi Nyrop har
Hovedrollen og lover at forklare det Hele i sin næste Præ
ken; Men som han ikke faaer holdt, Og Sagen e r; At han
først holder en Bryllupstale; Nemlig i andet Akt; med
megen Salvelse og graat Skjæg. Og skal holde nok en
i sidste ; Som er lovlig meget forlangt af en Heiærværdig-
hed; Saa kort efter Helligdagene. Og Poulsen og Fru
Ekkart er uenige og skjændes; Om hvem der er den bedste.
Som cgsaa er vanskeligt; Skjønt Madam Petersen erklærede
at ligeoverfor den høirede Silkeatlaskes og Baretten i sidste
A gt maa Kritikken sænke sine øielaage og smide sig lige
plat ned paa Maven; Hvad jeg nok gad have seet JaKob
Davidsen
og Axelotto gjøre i første Parket;
Fordi
det vilde have faaet et østerlansk Snit; Derved: Ligesom
Don Kuaug, Som gav Morenheim i Venedig; Og var Sofus
Petersen i sorteste Maner. Med Armbevægelser; Og Skum
melhed; Som var det morsomste; Næst efter Finkel og gamle
Most; Der er Konstabler.
Ved Sjæfens Batteri; Og fyrer
Brandere af lige i Maven paa Liebe; Hvis han havde den;
Som han ikke har men Marv i Knokkelerne; Og faderlig
Vanvid i Gestikulationen. Fordi Madsen; nemlig Axel ikke
Frederik; Som er en haabefuld Yngling; lader sig trække
om ved Næsen af Bukkatzio; Der giver Gjæsteroller som
Skurg og Lui Petersen og er en Sammensvoren og en fæl
Een. Hval Finkel, der er ansat i Opdagelsespolitiet; Lugter
aligevei. Saa det er stor Skade de ikke havde ham, dengang
Konen blev opdaget i Lovisegade; Nemlig hvem det var der
myrdede hende; Hvad Aftenbladet ogsaa lugtede forleden
men forkert; Hvorfor Petersen for Efterslægtens og min egen
Skyld har anmodet mig om at sætte i Dagbogen, at skjendt
min salig Fader; Som var Andresen; Var Overlampepudser;
Var han ikke i Familie med den Lampepudser; Der har
pudset Aftenbladet; Desangaaende. Saa det osede og Poli
tiet lugtede Lunten; Hvilket ogsaa var stort Staahej over
Ingenting. Og som jeg skulde sat i Klammer; Fordi det er
uvedkommende. Ligesom gamle M ost; Der ikke har noget
at gjøre. Men er en rar gammel Mand; Alligevel.