154 / 433
146
Fo lk e l ig P a t r i o t i sm e .
>p^aa vidt omsider kom man, næsten sovende,
Men langtfra uden Synd, med Forsvarslovene,
A t af Behandlinger man hele tvende
F ik b rag t til Ende.
F ra A ar til A ar man Sagen har behandlet
Og til Makulatur den tid t forvandlet
Til sto r Bekymring og til liden Baade
F o r Hæ r og Flaade.
Thi Folketinget, Vælgerfolkets bedste Mænd,
H ar langt fra væ ret Forsvarssagens bedste V en:
D et Sagen varetog med liden Varsomhed
O g megen Sparsomhed.
I Kassen var der nok af blanke Kroner,
Men Hæren havde knap T id paa K anoner;
B o j s e n
og
H o l s t e i n
var sædeles glubske
Imod de kruppske.
A f Panserskibe Venstre var en Hader,
Skøndt det i T inget selv slog A s s e n s - P la d e r ;
Med andet Panser var man saare kneben.
Ak, hvilket «Leben»!
Selv nu har Folketingets vrede Guder
Ej ophørt med a t gjøre Sagen Knuder:
De vil kun rykke ud med færre Kroner
Og — Batailloner.
Thi Folk, som daglig har indprentet Hoben,
A t Sparebøssen er vo rt bedste Vaaben,
Betragter det, a t ofre noget klækkeligt,
Som yderst skrækkeligt.
Derfor de fik et Forslag lavet færdigt,
Som er de brave Patrioter værdigt,
D et «værner» alt undtagen,
nota bene,
Nordens Athene!
D e n agter
H o l s t e i n
og. hans tapre Skare
Paa ingen mulig Maade at forsvare,
Men skaffer Venstre ved en slig Opgivelse,
E n rar Oplivelse.
T il Gjengjæld maa vi et Parti saa redeligt,
Opgive som aldeles uhelbredeligt,
T hi dettes Fæ rd ,—derom hver Tvivl kan spares—
Kan ej forsvares.
kan da tage Dem, der har kjendt mig fra min aller-
spædeste Barndom af, da jeg ikke var mere end 14
Aar og gik i kort Kjole og til Præsten, til Vidne paa,
at jeg altid har slidt og slæbt og søgt at bringe min
Familie i Vejret, men hvad kan det alt sammen hjælpe,
for Juliane er jo nok bleven gift, men hvad er saadan
en Hvidevareforretning, naar det ikke er paa Østergade ?
Det bare Jux, søde Fru Schrøder, og det siger jeg
ogsaa til Petersen: «Hør min Ven,» siger jeg, «gaa du
meget hellere fra den hvide Brangsje over i den sorte
og opret et Sørgemagasin paa Routen, for hvem véd,
om der ikke kunde falde en Epidemi af en Gang imel
lem, og der er jo altid Bedrøvelighed nok, og maaske
kunde Du faa Leverancen til Begravelseskontoret;» men
han vil alligevel ikke og sidder og suger paa Labben
henne i Krestenbernikovstræde og kommer maaske kun
en
S
ues Gange, Alt i Alt, i det kongelige Theater med
Juliane, og saa kun i andet Paket, og aldrig mere
end en Gang om Ugen i Skoven om Sommeren med
lille Ambrosius, der dog nok kan trænge til lidt For
nøjelse, det stakkels Barn, og De véd, hvor højt jeg
elsker min Nevø Fritz Grønbæk, og hvor begavet
han er, men han bliver heller ikke rigtig til noget, og
nu véd jeg ikke bedre, end at han i en Fart ser at
faa den Smule theologisk Exame, og saa ser at blive
Frijords- og Liniebegravelsespræst ude paa vestre Kir-
kegaard, som de jo nu skal have en theologisk Ka
pellan til, istedetfor den Oberst, som først var bestemt,
og der skal jo først og fremmest et godt Humør til
at holde ud i den Stilling, men det har Frits, saa han
kunde være meget passende, for det véd vi jo nok,
søde Fru Schrøder, at det er ikke Alle og Enhver,
som er saa heldig at komme lige derhen, hvor man
selv hører hjemme, saadan som Richardt Kaufmann,
der er draget til sin Fødestavn Provences skjønne Dale,
hvor han nok skal bringe Fallesen en Buket Provins
roser og Trubadurstykker fra til næste Sæsong, fordi
Bertrangdeborn er jo bleven lidt aldrende. Ja, hvem
der bare kunde leve for Poesi og Kunst, eller i alt
Fald af Poesi og Kunst, søde Fru Schrøder, men vi
som ikke har Gaverne, men bare Pengene, maa jo
nøjes med at være Mæcenasser, ja jeg tænker ikke
paa Dem, søde Fru Schrøder, som jo ikke har Raad
dertil, men paa Sørensen, som har tænkt paa at for
herlige Stadens berømte Mænd og har bestilt en Buste
af Ludvig Aagaard, skaaren ud i Sveitserost og som
om skal sættes paa Højbroplads, fordi Bønderne, der
F r u Sørensen.
Ja, sødeste Fru Schrøder, jeg