175 / 433
167
skylet, og de er en Alegori paa Risdaen og M inisterne,
nem li a M inisterne er Vaskepierne, der ligger og laver
pene rene Lovforslag, og saa komer Risdasmænnene lie-
som Svinene og snager og snakker om i a l de rene Lined,
saa de m aa vaskes om igcen, men Aron sier de er en re -
aksjoncer Fortolgning, og a t Svinene er Eoire, og de er
M orenbladet, der vasker Venstres snavsede Lintoi rent og
igge m aa gore det i Ro,
Vilket E rslev osse har Ont ve a fa a , nemli p aa R o
s e n s t a n d s M alleri, N r. 2 1 9 , vor han sitter o leser over
p a a sin T ale, som han ska ing og holle p a a K asino for
N ortenskjold og vogger imens sin lille B otanig, som har
hat F aaresye og legger
t
Villelse innu, og H olstein -H ol-
steinborre sta a r osse og p yn ter
sai
til Fæsten og det er et
Rosenstandsmæ ssigt Ydre han h ar
,
som m an kan tænge
sa i tel a v a m an seer, og det er Skade a de kuns er
E rslev, fo rd i de er allieveller bare en Lerer og en M is-
allianse fo r ham.
—
Og det er grinagtigt, men N r. 2 2 0
/
Forlegenhed, er bedrovvelit, fordig den slaggels M and
h ar staaet og vredet sit ene Ben a L ed og der er gaaet
gallopcrende Svindsot i de annet og hans Ansegt udtrogger
F ortvivlelse i den Anledning.
Men der er saa mange andre
d
aarlie deroppe, saa
der bore ansæ ttes en Lege og et P a r D iakoniser, synnes
ja i, men maaske er det upassende a di korne
»
derob, for
dig der er Folg uden K læ r paa baade i M arm or og i
Olle, som di jo igge m aa sc
,
men saa et P ar Vaagekoner
maaske, fra Kom ynen, fordig det er rædselsfult a se, saa-
dan som N r. 2 4 6 a T h i e l e , G ralia, ser ud, nemli
ganske gul og m ed et grent S jal, som der maaske va r
Arsenig
i,
og det ser ud som K a rry, saa Aron Jakobsen
trode, de v a r et P ortræ t a den morke Frogen K a rry,
men som de igge er, fordig di er meiet raskere og igge
saa m avre.
M en de komer igge alsam en a Syelihed, va man kan
se p a a T o r n e s onge Pier, N ytaarsaften Nr. 265, for
der er det bare Grisseri og der er et gam eli Ordsprog
om Kcelingen, der vente sin Sjem isse N ytaarsaften, fordig
Renlihed er en god Ting og ja i holler
sæl
iggea naar
M or vasker m ei alfor g a lt, men ja i har aldri vaaren
saadan en Griss som di to onge P ier sotn har lavet ni
de ægele Rodderi p a a Boret, og ja i vel haabe, di blier
beddere i de nye Aar og igge kigger alfor dyft i G iaset,
som dig sitter med.
Og de vel ja i engrome F o g el s a n g a han har malet
E n, som har vasket sai, nemli Holker Drakrnand N r. 273,
som sitter og bidder en Dominobrig i Stogger, fo rd ig
han har nemli vaaren p a a K arn eval som Fischer og har
lat sai m ale i D ragten
,
og a han sitter og bidder i D o
minoen, betyder alcgorisk, a han hader de Alm indelie og
daglidas. Men
vi
er allievel langt lelbages herjemme,
kere Bob, og vor sm aa vores Forhold er, kan man best
se a den udenlanske K o n st, som man kan slet igge se
uden unner store Forhold en dem , vi har, som for E k -
sæmpel Nr. 9 3 8 , som er et svensk Billede a B ø r j e s s o n
og vis man ska kunne begribe d e, ska de henge for E k-
sæmpel ovre i Skaane og vi skulle staa paa Langelinnie
og paa den A vsland, ville vi nog synnes de er dailit,
fordig det er
i
Dyseldorphsmaner, og igge som vores bare
i Dorphs. Og ligesaadan med G a b r i e l M a x , som onge
Brøgger Jakobsen naturlivis holler a, fordig han er baiersk
liesom hans eiet D l, og har m alet en daarli ong Pie, der
har hat Djenbetennelse, som man ka se a , a hon har
faaet sat et Glasoje i, men forkert, fordig det er for stort
og faller ud igcen, og hon har igge engang K refter mere
tel a holle p a a de og kunne trenge tel Jærnpeler og b a j
ersk D l, men de fa a r hun maaske nu, siden Jakobsen
har tat sai a hinnu
Og nu maa ja i slute kere Bob fordig vi ska ud i
Skoven og leje Røvere og Soldatter og næste Gang skal
Du faa Resten.
D in hengivendes
M i n i e r J ø r r e n s e n
.
L y s e U d s i g t e r .
_Jomraertiden med de lange Dage
Deler ud sit Lys til Byens Tage
Og til Bøgeskovens gronne Kvist,
A lt er lyst paa Bakker og i Dale,
Kun i de C h a r l o t t e n b o r g s k e Sale
E r der hele Dagen mørkt og trist.
O, Charlottenborg! du er et Sted, som
Holder en Belysning, der er rædsom,
Enten det er Vinter eller Vaar;
Trods din Billedpragt vil her man ikke
Finde sine lyse Øjeblikke,
Man sig selv i Lyset altid staar.
Stakkela Maler, stakkels Billedhugger,
Det er intet Under, ora I sukker
Naar man byder Publikum til Gjæst,
Edere Kunst, lig en Soldat før Slaget,
Dremfce kun om Lavrbær under Flaget,
Og saa bli’er den dømt til mørk Arrest.
Onde Tunger kunde her formode,
Eders Kunst var ikke af den gode,
Thi man véd, det onde Lyset skyr.
Dog de skjonne Kunster, som I dyrke,
ind i sligt et fælt barbarisk Mørke
Aldrig med sin gode Viilie tyr.
Var Diogenes med Lygten kommen
Op i dette Mørke, ja selv om en
Dobbelt Væge ban paa Lampen fik,
Vilde som i Tønden strax han rykke
Ud med Sproget: Gaa, du fæle Skygge,
Og lad Solen skinne for mit Blik!
Dog man finde kan, det véd Vor Herre,
Et Exil, hvor der er meget værre,
Meget mørkere og mere trist.
Loven om den ny Udstillingsbygning,
Hviler i et Udvalgs Mulm og Tykning,
Hvor
af
Lys ej funkler mindste Gnist.
L ig en Kunstner, selv en højst beskeden,
Virker i sit Kald for Evigheden,
Saadan her sig Sagens Udvalg ter.
I Betænkning dem fordybet se vi,
Og Betænkningstiden varer evig;
Hvilken Kunstsans kan forlange mer?
Byggeplanens Skæbne er bestemt nok.
Den kan blive god for den bli’er gjernt nok;
Og et heldigt Gjemmested den fik.
Naar den en Gang derfra bringes hjem, er
Den skamfert paa Hoved, Krop og Lemmer*
Og for saa vidt rigtig brav «antik*.