S_Punch_1880

171

EDVARD BRANDSTOK:

D A N S K E G J Ø G L E R E .

P o r t r æ t s t u d i e r fra B a k k e n .

Med Tegninger af Punch.

M I K K E L P E R I K O M .

^aar jes f°r m*g

(fr/ i

nævDer Navnet

(

^Vi*er^ oni>

drager

J JIIGSjir

der en Række rede

y(MT¥

Snapse forbi min

Sjæls Øje, Minder fra

jeg husker, at jeg

husker, hvordan Snapsene hang ved

Kunstnerens Læber, naar han gav en

Omgang eller to. Je g mindes ham paa

Tivolis Pantomimetheater og Vesterbro-

theatrets Brædder, i Dyrehavsbakkens

Telte eller paa »Thalias* ubehøvlede

Planker. Je g ser ham, naar hans Spil

som den slobrokklædte Aand i Panto

mimen drog Alle i sin Tryllekreds, eller

han staar for mig i

»den grø n n e S k o v

djæ vels •

grønne Trøje med udspilede

Vinger, lænende sig til et Træ, en rig

tig Jon, hvis halvaabne Læber længes

mod en Pommerans. Eller jeg husker,

at jeg husker Perikom, naar han sejlede

ned ad Gaden, idet Læberne memorerede

Skjældsord, der intet havde med den

omgivende Sværm at skaffe. Man vilde

følge efter ham, men vovede det ikke.

Der er kun lidt at fortælle om Peri-

koms Liv. Efter en længere Ungdoms-

kæfer, der sætter sit Præg paa hans

Næse, hører han til de Ulykkelige, der

ikke har til en halv Historie.

1 7 Aar

gi. debuterede han uden Held paa Ve

sterbros Theater som »Første Bjerg-

aand» i «

D e n fo rv a n d le d e Z igeu nerske»

eller

»G u ld k lum p en i B u en o s A ire s » .

H .

Perikom slog kun til, naar man an

greb ham, han slog ikke igjen, før man

havde slaaet ham, og han slog ikke

igjennem før ved Somraerskuespillene

paa Frederiksberg Morskabstheater Juni

— Ju li— Avgust—Septbr. 18 76 . Det var

i Hundegalskabens Tid.

Hans Hund

blev gal. Man fordrede den dræbt. Saa

skød han Ham.

Man tav forbavset.

Han havde spillet Hagbarth i

»H ag-

barth og S ig n e lil

», og nu var han paa

Højden. Hvor højt han stod, kan bedst

ses af følgende Brev, som han tilsendte

Redaktøren af et Blad, der havde for

dømt en scenisk Ven af ham:

• Hær redag T ør? vil di haalle dæres

kæft? Ællers skal jai sla dæres ansegt

saadan ind i bodet paa dæm, at næsen

skal stekke ud af naggen og tungen

hæDge dæm nedad rykken — hvabbe-

hager? Saa troer jai naak, den staar

paa stæg, hvis di ællers haaller af

bankekød?»

III.

At Brøndum har haft en stor og

gjennemgribende Indflydelse paa Peri-

koms Kunst, derom kan der ingen Tvivl

være. Senere kom han under Paavirk-

ningen af den ildfulde Cognak, der

bragte ham paa «

T h a lia

*, hvor han

med Held optraadte i »

D e n sidste

G a m m d ro m e r* .

IV .

For enhver, der har set Perikom,

danner Farvespillet i hans Næse den

spirituelle Maalestok for al— koholistisk

Kunst; i denne Næse havde han lagt

al den Sprit, paa hvilken han havde

sat sit L iv ind.

Han har fremstillet Drukkenskaben i

dens mest vexlende Former.

VI.

Ingen, der nogensinde har set ham

som den fulde Mand i

»D et lykkelige

S k ib b ru d

», vil glemme det henrivende

Udtryk, det salige Smil, hvormed han

foredrog Romancen:

•A ch , d u d ejlig e B ræ n d e v in !»

VII.

Saa kom han paa Bakken.

V IH .

Det gik ned ad Bakken med ham.

IX .

Til Slutning blev hans Væsen gelée-

agtigt.

Men selv til det sidste stod han som

en Helt — i Gelée.

F R E D E R I K L A N G H A L M .

Der debuterer en

Klovn paa Bakken

°g vækker uinaadelig

Begejstring ved sit

P ~ Spil.

Men senere

/ m r a # : taber han

sig og

gaarrabundus.Hvor-

for? Det bar L a n g 

h a l m oplært ham til!

En Kokkepige, der i længere Tid

har tilhørt Køkkenet, skifter pludselig

Klæder. Hun, som vi have set med en

lappet, sortsmudsket Kjole ved Køkken

ilden, optræder en skjøn Aften paa

Yalhalla og glimrer ved en rigt paille-

teret, nedringet Kjole. Hvem skyldes

denne Forandring? Langhalm har holdt

hende frem!

II.

Der opføres et Stykke i et mindre

Theater.

Uagtet de enkelte Kræfter

ikke alle ere udmærkede, hører man

dog Sufløren. A f hvilken Grund? Lang

halm har læst med haml

m .

Eller der spilles Komedie i Kalke-

ballen; det er, ligesom Publikum selv

spillede med.

Sligt er man ikke en

gang vant til paa vor første Scene.

Og Aarsagen?

Langhalm er blandt

Publikum og bringer med sit Humør

LiY i Sprøjten.

iv.

Han debuterede som

„R id d e re n

a f den bedrø velige Sk ik kelse“

i Stykket

af samme Navn og gjorde Lykke.

Han blev peben ud og gik fløjten.

VI.

Han blev aldrig Theatcrdirektor.

VII.

Længe leve Bjernson og Ibscn 1

VIH .

Langhalm blev fortærsket. —

Mindesmærket fundet og forsvundet,

Stedse sanker Syndens Børen

Paa sit Ho’de gloendes Kul,

For nu sa’e Entrepenøren:

«Gjør min Karstens I til Nul,

Kan I spare alt jert Vræl,

Saa beholder jeg ham selv!»

Recensent, lad dig belære

A f den Støtte, ej vi fik!

Vil man Bøster vos forære,

Hold saa Munden med Kritik;

Spar den til de »Bøster*, som

Der er Konkurrence om.

. . .

Hvor Anmelderne forlyste

Sig og andre med Debat,

Og sig' mangen kritisk «Bøste»

Paa en Piedestal har sat,

Var med K

arstes

og med S

tein

N ylig mange Ting i Vej’n.

Der i Pressen ga’e den fø’ ste

ange

kort og godt Besked:

• L a ’e vos sla’e til denne Bøste

Saadan, at den falder ned.»

Og skøndt det var inte Ret,

Gav han S

tein

paa Hovedet.