182 / 433
174
Blodgildet i Roeskilde.
(Mel.: Lad den skrantende Magister.)
Dm en rædselsfuld Geschichte
Sørgelig jeg Harpea slaar:
Tvende Yecstrekæmper fik de
Ynkeligste Ulivssaar.
Paa hinanden tog de Sigte
Ved et demokratisk Bord.
Saadan gaar det dem, der svigte
Venstremænds Program i Nord!
Det var lige efter Pintsen,
Skoven var, som H ø ru p , grøn,
Og den sølvblaa Voves Glinsen
Saas bag B u s k og T a n g i Løn;
Da drog Venstremænd til
„Prinsen“
Til en Fælles-Nydelse.
— Ak man kan ej længe mind’s en
Saadan Blodsudgydelse.
Stridens Aarsag man ej sporet
Har i Valg af daarlig Mad;
T a u b e r var jo selv ved Bordet
I den gamle Kongestad.
Han tog til sig godt af Fo’eret;
Delikat han fandt hver Ret,
Og til Eftermad, jeg tror ’et,
Yanked der en O-me’L e th !
Grunden var nok, at A l b e r t i ,
Sparekassens Skytspatron,
Var ved dette Gilde Vært i
Egen ærede Person.
Saa kom H ø r u p ham paa tvært i
Dennes eget Element.
— Ej de to Jurister er de
Bedste Venner, som bekjendt.
Strax A l b e r t i gav Bersærken
Og gav Hø up glatte Lag;
Hvad han fik paa sin Tallerken,
Faldt ej rigtig i hans Smag.
Og Al b e r t i , som fra Kirken
Virket har befriende,
Brugte ufortrøden Kværken
Og var ikke „tiende".
Svarlig dog ham vederfores
Hævn af H ø r u p s Gift og Vid.
Hjerterne maa gjennembores
Ved en slig Familiestrid;
Thi de to, af hvem her gjordes
Kort Proces med Fred og Ro,
Var —
o tempora
,
o mores l - -
Demokrater begge to!
Deres Kiv lod ej sig styre,
For de havde Blod paa Tand.
Gode Raad fra L e t h var dyre,
Skøndt han billig være kan.
— Derfor taarekvalt min Lyre
Om det spildte Blod jeg slaar.
Gid A 1b e r t i s Svoveisyre
Læge maa de dybe Saar.
Toraarsyrm i.
Kere Bob!
Nu er de forbi me M alterierne
for ia a r
,
fordig m and kan igge
a ld ti tenge paa Konsten og fo r
dig v i flotter p a a L en net p a a
F reda ud tel voreses Lansted,
vilket er Spend, fordig ja i er
ked a H ovedstadens Tommel og
L arem og vel vile m it trette
H oved i N aturens sked, saaddan som der sta a r i R o
mannerne, og de er lie ob a Sjalotenlund Stasjon vi bor,
saa der er mange Mænesker og igge ensomt, fordig ja i
kcennerflere Drcenge i
Nærheden tel a søge Fulereder
med, og saa fa a r ja i igge tid a skrivve m ere, saa ja i
senner d a i nu Ennen p a a Kretiggen, som har va a ren i
Avissen men uden B ileder
,
fordig den Dreeng, der sku
teine for os er gaaen tel sos i Stæ det
,
liesom Petersim ple
hos M ariat, og sistegang ja i saa han, laa han og vriggede
i en pram i kanalen og sa ja i v a r en Lankrabe, som ja i
hade m ulet han for, ves ja i hade kunnet naa han
.
De er nu allievel nole Knobber di Normæn, fordig d i
henger i og stigger igge ob for Noet, og sæl om de er igge
Normænd men Nordkvinner, merger m an de straxgs, sa a d
-
den som F r o g e n S c h e ld e r u p , N r. 43 1, d e r is in k o n st-
neriske Henførelse igge merger, a Floden stiger, vilket er
Nr. 85, Gudenaaen a H a n s F is c h e r , som henger lie
unner hinne og g a a r frogtelit i Været, saa de ka gerne
være, a ves hun ble siddendes der ret længe jig h u n vaade
Foder, ves hon har igge G alosjer p a a
, men
som vestnok
igge ka falle en fjeldbaaren Sjæl eng a nedvæ rdie sai tel
a stie ne p a a den flade stran istedet for a sitte oppe i
Leiren og m alle Fossefald me Skomsprøit, som N ormæ n-
dene plejer og Aron mener, den onge dame ska være din
mor, som rente væg og siden har lert m arinem alleri a
D rakm and for a kunne leve og betaile rænter og A vdrag
tel den væmelie K rogstad.
Nu er v i ferdie m ed S jangrestoggerm og gaar tel
P ortretterne, og der er kuns tre a dem ja i brydder m ai
om, fordig dem ved ja i, værn skal væ re, og det er Nr.
193, som er din Bestefadcr Hænrig Ibsen a O Ir i g og liner
osse lit L odvi A agaar som m aller di dailie L anskabs-
bileder og har en stor fortæ tning, men ja i synnes der sku
en norsk M aller tel Hænrig lp sen , fordig han er for stor
for Oirig, som sku holle sai tel Hænrig S jarling hellere.
Saa er der Nr. 3 6 8 og de er B alduingåal, men ja t synnes
de er feil, han er igge m allet nedringet saadden, som
n aar kan sta a r og blæsser os et Støgge p aa T rom pet a
Ambrossius i T ivo li og næste Gang sku han la sai m alle
i K on sertm alleri a 1 r m in g e r, som er sterg i T rom petere.
M en de bæste er N r. 8 5 3 , som er O laf Poulsen, der
ser regti glad og gem ytli u d, og barre Fallesen igge ser
det P ortret, fordig saa knaber han ham vest a i Foen
for a han ska igge blie saa korbulengt saa han ræ vner
Skolelerens K jole i Engtrigerne næste Gang.
N r. 5 3 . E t Løvehoved er m it imcellem P o rtret og
D yrm alleri, fordig de er a F is c h e r og fra den sologiske
H ave, som han er D iregtør for og de ka gærne være de
er osse en Alegori og betydder a Fischer gærne gier den
broilende Leve som for Æ ksæmbel mod Profæsser Molbæg,
men de er jo igge a ld tii got a se va der er i Løvehuden.
Og v i ka vere glade for D yrm alleriet, fordig de tregger
Gaaseierne tel Huset, fordig de ka di bederne om de er
got, saadden som B ø g s •En vred F y r
.
N r. 53, der er
liesaa opmuntrende a se p aa for en Lanm an og G aaseier
som et helt Dyrskue og kunne got vere A ltertavle tel
K vegtorret eller den adetie K lub. Og Frøgen L u n n har
osse m allet et Stokke for di sm aa Bønner, nem li N r. 161
En gamm el Hest, P ris 7 0 K r., som jo nog m aa være en
fæl gamel Krigge tel den B etaling, men osse kun for H u s-