190 / 433
182
En Kongsbane.
aa Dovreijeldets Toppe
En vældig stridbar Mand
jeg ser.
Selv om Signalforandring sker,
Fixe bli’er hans Ideer.
Han muntrer sig der oppe,
I Talen mørk, i Kammen rød;
Fra hans Pen tit Blækket flød,
Som truer Konger med Død,
Skjælver! Tronerne knager
og
brager,
Mens Ekkos Røst gjentager:
Bjørnstjerne, Bjørnstjerne, Bjørnstjerne!
Kong Oskar ej han viger,
Men slukker Hævnen i hans Biod,
B i s ma r k bøjer kun hans Mod
Og ser ham tidt for sin Fod.
Og i »der Greises« Riger
Hans Stjernes Glans man øjnet har,
Da han «fulgtes« af Le-o-Nar*
-da var den soleklar.
Skjælver! Thi hvor hun end sig dølger,
Som Ekko hende følger:
Bjørnstjerne! Bjørnstjerne! Bjørnstjerne!
Med martialske Miner
Han rykker frem med Skjold og Stang
Mod den Trone, han før besang,
Saadan er «Verdens Gang«.
Som fuldblods Jakobiner
I Kræbsens røde Himmeltegn
Snart i Gausdalens skjønne Egn
Rydder han, «Kongen« af Vej’n.
Skjælver! Aldrig af ham bør I grine:
Hans Mund bli’er jer Guillotine —
Bjørnstjerne, Bjørnstjerne, Bjørnstjerne.
Over lampepudserens Dagbog,
fortsat af hans Datter.
Mandag den 24
.
D o n ju á n
. Soro mindede om det gamle
Ordsprog. »Naar Katten e5r ude«; Nemlig Simonsen i Aal
borg med Studenterne og Angosta Skov i England. Saa
vi maatte nejes med Erhard og Freken Skreder; Der gjorde
hvad de kunde for at vi skulde mindes de Fraværende
Med Haab om Gjensyn. Og nu forstaar jeg hvad det er
Skram synger om de «Tusind og tre«; Som han ikke
mener Don Juan med; Men Komandanten; Der har Tusind
og tre Debutantinder; Og det er derfor Fru Keller bliver
tungsindig; Fordi det er overvældende at høre. Og Petersen
er ogsaa tungsindig; Men over Fru Jakobsen; Som han
altid har elsket heit og i Aftes da han havde været i
Vexlende Variationer.
i.
25 Øres Butiken i Store
Kongensgade.
En aandrig Franskmand har sagt, at
Bagtalelse var Samfundets Væggetoj.
Hvad jeg hermed vil sige — thi den
aandrige Franskmand er mig selv — er
naturligvis kun Noget, der følger af
sig selv. Jeg er beskeden nok til at
tro, at Bagtalelsen ogsaa har havt travlt
med mig.
I Smug, i Nattens Mulm
og Mørke, stikkende, bidende, efter
ladende sig røde, kløende Pletter. Jeg
vil i hvert Fald have Lov til at
6
trø
Insektpulver. Hvorfor skriver jeg dette?
Apropos om mig selv. Jeg var en Gang
et Barn. Det er længe siden, vil Læ
seren maaske sige.
Jeg kan svare, at
det er kortere Tid siden, end Du tror.
Jeg husker det tydelig.
Jeg gik i
tærnet Bluse og gnavede Lakritsrod.
Jeg mindes endnu den sødlige, pirrende
Aroma, der gled opad mine Gummer,
klæbede sig til min Gane, sugede sig
fast i mine Kindtænder og vuggede sig
tungsindig paa min Tunge. Den Gang
saa jeg for første Gang ind ad et Bu
tiksvindue. Jeg kom til at tænke her-
paa forleden, da jeg stod derinde. La-
kritsroden, den stortærnede Bluse, Barne
pigen,
Skildvagten,
Skorstensrøgen,
Rendestensbrædtet, hvori der sad to
Knaster, og indenfor Vinduet en stor
skinnende Messing-Trompet. Ba l z a c —
De skulde læse Balzac, min Frue, thi
De har sagtens endnu ikke læst ham,
herhjemme er der ikke andre end mig,
der læser Balzac, der er nemlig Ingen,
der forstaar ham, ikke en Gang jeg, —
Balzac siger, at Barnet ligner Kvinden
deri, at det umiddelbare Indtryk er saa
overvættes stærkt. Dette kunde trænge
til en Forklaring, men den behøves ikke.
Det første, jeg spurgte Butiksjomfruen
om, var, om de havde Messingtrompeter.
Hun smilede. Muligvis har hun tænkt,
der laa en Kompliment deri.
Og dog
var det kun min dulgte Barnelængsel,
der uvilkaarlig slap ud, ligesom en
Luftblære af eu Flaske Champagne,
naar Proppen tages af. Hun viste mig
tre Skabe fulde af Messingtrompeter.
Lad os være ærlige! Jeg skriver dette
aideles uegennyttig.
Jeg har ikke
modtaget nogen 25 øres Messingtrompet
for at omtale «25 Øres Bntiken i Store
Kongensgade». Naar jeg gjer det, er
det, fordi jeg er Feuilletonist og har
lovet
Punch
at skrive en Spalte. Men
denne Driftighed er unægtelig Btorartet.