259 / 433
251
^
Sangsvanen
( Falsettus Jastrausus)
synes at stamme fra Syden,
navnlig har dens Stemme*
klang et Bydlandsk Præg,
der dog ikke er ganske
rent; dens Sang lader
sig ikke let gjengive paa
noget existerende Nodesystem. Navnet
kommer af dens bekjendte Svanesang,
der k an forstaas som:
eMin Svane god!»
4. Hornuglen
(jFalsettus Christophoriem is)
er meget vanskelig at
kjende, da den i Virke
ligheden er hvidtoppet,
men næsten altid optræder
med sortlokket Hoved-
beklædning. Den stikker
ikke meget dybt, og dens Sang, der
er asædvanlig højhalset, lyder omtrent
som en Postillons Horn:
«O-ho! O-ho! O-ho! O-ho!»
Deraf har den faaet sit Navn; for
øvrigt er der Slag i dens Toner, og
de minde Btærkt om Piskeknald.
5. Piplærkøn
(Falsettus
B runius)
kjendes derimod let paa
sine høje;Ben og det lille
Hovede, der sidder lige
som paa en Stilk.
Da
den saa ofte i Middags
stunden færdes paa Ruten,
antog man tidligere, at den hørte til
Vandrefuglene, men nu har man ladet
den Fugl flyve. Dens Særkjende er en hej,
noget spæd Tone, men ellers et langt
Register; dens Toner kunne nærmest
tydes som:
«Jeg
er den stolte Grev Al-ma-vi-va I*
6. Stensmutten
( Falsettus Stenoergensis)
hørtes jevnlig for en halv
Snes Aar siden i forskel
lige højtliggende Partier,
men er nu næsten helt
fortrængt, og nu lader
den kun sjelden høre fra
sig. Den danner en Undtagelse fra de
andre Sangere ved, at den sætter egen
Melodi til sine Sange.
7. S v e n s k e r e n
(A ltessa Bournonvilla)
, J
forekommer i de Fattiges
»Dyrehave, men optræder
ellers sjelden.
Navnet
skriver sig fra, at den
efter den almindelig an-
tagne Mening med sin
Stemme søger at efterligne Svensk,
men ved at høre nøjere efter opdager
man snart, at det er en Fejltagelse.
Hannen af denne Slægt udmærkede sig
forhen ved en smuk udviklet Benbyg
ning, men var stum.
8. Taamsangeren
( Basso Oeneralissimus sive S artm a n
-
nieus)
færdes især paa Kirke
g a rd e, hvor den har sit
Tilhold i gamle Marmor-
støtter. Da den tidligere
optraadte meget i Tysk
land, haves der flere Sange
paa Tysk, hvori den og dens Opholds
steder omtales, som f. Ex.: «Im tiefen
Keller» og «In diesen heiligen Hallen*.
Den har en svær Brumbas, og dens
Sang kan bedst gjengives ved :
«O-I-sis-o-O-si-ris 1»
9 . M u n k en .
(B asso Fersleviano)
var tidligere meget al
mindelig, men fører nu
en Eremittilværelse. Den
kjendes let paa de rul
lende Øjne og de duk
kende Hovedbevægelser,
hvormed den altid ledsager sin Sang,
som lyder meget
monoton og har
noget Søvndyssende ved sig omtrent
som:
•Hov,
Vægter!
Klokken
er
slagen
T ol»
10.
Ternen
(Soprana K ellera)
hører til en her i Landet
udbredt
Sangerfamilie,,
der er bekjendt for sit
smukke Modersmaal; dens
Toner ere biode, men
r u n g e dog ret kraftig.
I Kunsten er
Soprana
Kellera
den
hellige Cæsilia’s Attribut. Den benytter
en fra de fleste andre Sangeres for-
skjellig Syngemetode, hvorved dens
Sang kommer til at minde om gammel
italiensk Kirkemusik.
Paa Grund af
Overanstrængelse ved denne dens Kir
ketjeneste, er den ofte upasselig, da
den kun har en svag Keilerhals*
11. S e ls k a b s fu g le n e
(
Don
E rhard
—
Donna Erharåine)
ere tvetungede Sangere,
idet det mærkelige Til
fælde her finder Sted, at
baade Hannen og Hunnen
synger i denne Familie.
_
De liere forøvrigt Begge
til de mere vigtige Sangere, navnlig vil
Hunnen gjerne give Partiet og den
seger at efterligne Primadonna assoluta,
men dette mislykkes i Reglen, da dens
Toner har en stærkt hvislende Bilyd,
som hidrører fra dens Tungemaal. der
er altfor langt.
12, F u g le k o n g e n
fBaritonus-Simonsenior)
er let kjendelig, da den
paa Brystet har et ual
mindelig bredt Baand,
som ender i et skinnende
Kors. Den er i Grunden
ogsaa
en Selskabsfugl,
især holder den meget af at være i
Selskaber, hvor den kan indtage den-
forste Plads. Den kan lære at tale.
Fuglekongen færdes gjerne paa højere
Steder og er meget velset paa vore
Slotte paa Grund af sin smukke Sang.
Denne er voldsom kraftig og
gjor
som
oftest et rystende Indtryk; paa Italiensk
gjengives den særdeles godt søm:
•Bravo, mi FigaroJ Bravo Bravissimo!»
for Danske lyder den derimod i Reglen
som:
•Leve den vennehulde Kvinde!»
18. Papegøjen
Bapageno Schrammo)
sesmeget hyppig, da
den slet ikke er bange
af sig, men optræder
baade paa
og
udenfor sit
naturlige
Omraade.
. . Under Sangen holder den
sin ene Mundvig skævt ned til Siden
for atforstærke Lyden; den regnedes
tidligere til Skrigefuglene, men det
gjer den ikke mere.
Den er godt
skaaren for Tungebaandet og giver sin
Stemme med i A lt-og har altid noget
at ruge over.
For Resten er den en
stor Spøgefugl, der selv paa sine gamle
Dage til enhver Tid deltager i Ungdom
og Galskab og gjerne ses ved Grøn-
dalsbuset.
j>>)i 14. Lappedykker
W *
(Buffo Døckerus)
hører kun uegenlig til
Sangerne, men bør dog
^ nævnes her. Den er op-
^ rindelig kommen hertil
fra Jylland, men vil ikke
IsS' rigtig trives her; dens
Levevis er forskjellig fra de andre San
geres, og den gaar gjerne i Vandet,
hvor den optræder.
I sine Velmagts
dage indretter den sig i et større Lo
kale i Byen og søger her at samle en
saa stor Kreds
om
sig som mulig, for
hvilken den øpgyiper en Masse kun
halvt fordøjede Stumper og Stykker af
sin aandelige Føde, som den hakker
fælt i, og den afbryder sig kun en
Gang, imeliom for at give lidt Sang til
bedste. Nkar den føler sig aflægs, drager
den bort fra Byen og trækker sig til
bage paa Landet, hvor den opdrætter
unge Bogfinker; af denne Grund fredes
den af Staten.
(frit efter W
essel
)
*Den
‘¿fltand,
ww
&i$c(vtt (viddit,
JCcm
y-jozdi viittnofv (>t3‘dict,
9
eFct-fS fvem gift jj«
— «Tfti tmw fvow
lidit
ej.