266 / 433
258
Fra Venstres
Sommerudflugter.
B o js e n mellem
tvende Negle
Som et lidet Dyr
er
lagt;
Neglene er disse Snegle:
Bu sk
med
C r e s t e n * B e r g
i Pagt,
Som i Heden, alt for stor,
Fik ej sagt sit «sidsce Ord».
B o jsen
du er Hovedmanden
For den Tort, som
B e r g har
lidt:
Hver en Bule, han i Panden
Faaet har, det Værk er dit.
H o ls t e in s
Vid og
T a n g e s
Vand
Mødes i dit Ord for sand.
Venstre, ja man tror det neppe,
Men kom selv, bese det lidt:
H ørup , B e r g
og
Bu sk
og
Jeppe
T a n g
omrejse milevidt!
Skynd jer, kom! Om føje Aar
Venstre rent i Smadder gaar.
Mellem rige Bøndergaarde
Dragesæden voxe vil,
Der, hvor B
erg
har sine Hjorde,
Kommer Kommunismen til:
Husmansklassen listelig
Pønser paa Hussiterkrig.
Venstre mellem tvende Negle
Som et lidet Dyr bli’er lagt:
Slemt det blive vil at sejle
Mellem Gaard- og Husmænds Magt.
Hvor hen Venstre sig begi’er,
Det til sidst dog «neglet» bli’er.
I I .
Og det var Mester
S ø r e n K jæ r ,
Som hist i Sønder vi nge
Gik
C h r e s t e n B e r g
og al hans Færd
Hel drabelig paa Klinge:
Han paa de Radikale tog
Ret som hin Nattergal, der slog
En Gang i Terndrup-Lunden.
«Jo, der,» saa lød hans hvasse Ord,
«Skal Venstremænd man rinde!
Ja Venstremænd, som ikke Spor
A f Frihedssind har inde!
Som bag en hoven Fører staar,
Der selv med Excellenser gaar
Fortrolig under Armen.»
— Des værre
V ig g o B j ø r n e a k
kom
I Striden slemt for Skade:
Han stempled’ Vandløbsloven som
En «daarlig Retirade»
For Venstres Politik; thi man
Har set, den blev til bare Vand,
«Programmet» er forvandsket.
Dog
K jæ r
blev saare gram i Hu,
Hvad let man kunde vente.
Han raabte overlydt: «Nej, nu
Skal Søren eder hente!»
— De Pjalter Lintøj, Venstre bar,
Som
Morgengnavet
vadsket har,
Dem rev han rent i Stykker.
O Venstre, naar det saadan gaar,
Da bli’er din Trøst kun ringe;
Du mange «Vinger» sagtens faar
Som den i Sønder vinge ;
Din Enighed, som før var stor,
Er nu et Slags bevinget Ord,
Som har faaet Ben at gaa paa.
Et Redaktiosmøde.
Der herskede en underlig
trykkende og forventningsfuld
Stilhed i Salen. Bolle efter
Bolle temtes i Tavshed. Med
lemmernes Næser og Kinder
blussede, men ingen vovede at
begjære Ordet, thi alles øjne
vare rettede mod
Dirigenten,
der med korslagte Arme og
dybeFolder i sin høje, hvælvede
Pande sad hensunken
i
Grublerier for Enden af Bordet.
Endelig for han op, slog sig for Panden, rommede
sig, ringede svagt med Klokken og begyndte: