267 / 433
259
»Mine Herrer! Der gives Tilfælde i Livet, der gives
mange Slags Tilfælde.
Der gives sjeldne Tilfælde og al
mindelige Tilfælde, heldige Tilfælde og uheldige Tilfælde,
lykkelige og ulykkelige Tilfælde, Krampetilfælde og Mave-
tilfælde, ja mine Herrer for at fatte mig i Korthed, der
gives Tilfælde, hvor man føler, at Tidspunktet er kommet
til midt i Tilfældighedernes omskiftende Virvar at vælge
sig en fast og sikker Position, fra hvilken man uden
at drages ned i Døgnets hvirvlende Malstrøm, om jeg saa
maa sig e , staar hævet over Elementernes Rasen
,
mine
Herrer. Det er til Udvælgelsen af dette faste Punkt, jeg
i Aften har sammenkaldt den ærede Redaktion for at
overveje, hvilken og hvorledes vor Stilling vil være under
den ved Tilfældighedernes mærkelige Bevægelseshastighed
fremkaldte temmelig forandrede politiske Konstellation.
Jeg vil bede de Herrer om at udtale sig ligesaa uforbe
holdent, som jeg har gjort, og det er mit faste Haab, at
Tingene derved vil klare sig ud fra Begreberne og Be
greberne klare sig selv i en forholdsvis kort Tid og mu
ligvis endog uden Nedsættelse af det ellers uundgaaelige
Fællesudvalg. Han vilde anbefale en urban Tone
Det radikale Medlem
maatte et Øjeblik afbryde Di
rigenten men han havde set et af disse lyssky, lumske
Reptilier, der kaldte sig Moderate, skære Ansigter sammen
med en af disse Menneskehedens Svøber, der kaldte sig
Udtraadte. Var det maaske ad ham, de gjorde Grimacer,
disse omvandrende Dokumentationer af Darwinstheoriens
Rigtighed? Saa vilde han blot sige dem, at han stod her
med aaben Pande, som gamle Holger Danske og havde
han Lyst til at sige sit »sidste Ord», saa —
Det moderate Medlem
havde ikke noget imod at
høre det »sidste Ord». Han vidste nok, hvad det var for
et Ord. Det sidste Ord var ligesom det første Ord, thi
det radikale Medlem havde kun et Ord, det var: Magt,
Magt og atter Magt. Han og hans Parti vilde kun Fol
kets Yel.
-
Det udtraadte Medlem
skulde ikke have noget imod
at pille lidt ved de Radikales Lintøj —
Dirigenten
had de ærede Herrer oin at gaa lidt ud
og svale sig.
Det aristokratiske Medlem
vilde tage sig den Frihed
at spørge, om Modet snart var forbi. Han vilde rent ud
tilstaa, at han kjedede sig. Hvad var det, man stredes
om? Rene Ubetydeligheder!
Mon dieu!
Kunde ikke disse
Byfogder og Postbude og KontorcheL-r og Assistenter og
hvad nu al det
Bourgeoisie
hed være lige glade, enten de
fik de Par øre mer eller mindre.
Hans Skræder havde
sagt forleden, at han kunde godt vente, skøndthan skyldte
ham over 4000 Kroner.
JEh bien!
Kunde en Skræder, en
Haandværker, vente, saa kunde vel en Professor eller en
kongelig Fuldmægtig ogsaa. Det var haardt at skulle
give Møde her, naar Ens Heste lob Væddeløb i Hamborg,
og man ikke vidste, om man var distanceret eller havde
taget 1ste Præmie.
Det idiotiske Medlem
havde ikke mindste Tvivl om
at den ærede sidste Taler fortjente Præmie ved hvilkefc-
somhelst Hestevæddeløb.
Dirigenten
maatte bede Idioten tale med Respekt om
Hartkornet.
Det theologiske Medlem
fandt,
at
Be-ladets Tone var
be-leven, om han saa maatte sige, temmelig ugudelig, og
han vilde bede sine kjære Tilhørere
at
erindre, at selv om
hans kjære Tilhørere ikke altid vare saa opvakte i Aanden,
at deres Hjerter kunde oplades for Veltalenhedens store
Ge-læde —
Idioten
var ganske af den sidste ærede Talers Me
ning. Vi skulde bare være ge-lade.
Dirigenten
syntes ogsaa, det var bedst at være glade
og gemytlige og foreslog Idioten at drikke et Glas.
Det theologiske Medlem
vilde ryste Støvet af sine
Fodsaaler.
Dirigenten
gjorde opmærksom paa, at der var en
Maatte udenfor Doren.
Det mosaiske Medlem
foreslog at holde mere Grxn
med Theologen.
Dirigenten
lod det mosaiske Medlem vide, at selv om
han ogsaa havde Kultusministeren paa sit Parti, skulde
intet i Verden forhindre ham i at faa sine reglementerede
Strambux, hvis han blev næsvis.
Det mosaiske Medlem
vilde ikke yppe Kiv.
Saa
vilde han hellere gaa lige strax.
Da der saaledes ikke var andre tilbage endIdioten,
blev denne nedsat som Fællesudvalg til Overvejelse af
det græske Spørgsmaals fremtidige Indflydelse paa det
danske Maltbyg, hvorpaa Modet hævedes.,
Skolemødet i Stockholm,
{rj
w w m w
vad er det dog for en broget Flok5?"
Der drager af Sted over Sten og Stok
Og trodser Befordringskvalerne ?
— Er det mon en Folkevandring vi se?
Er det Longobarder og Hunner maaske ?
J
Eller er det en Trop af Vandalerne?
Nej, det er et civiliseret Tog,
Af Kvinder og Mænd fra Katheder og Bog,
Der nedlagde Ris og Ferie
Og unddrog sig Hjemmets besnærende Baand.
For drevne af Visdoms og Bankos Åand
At gjæste Mælarens Perle.
Sligt fristende Rejseeventyf
En
Morskab er, som dog let bli'er for dyr
Paa Lærernes 6maa Budgetter.
— For T a n g e var det en lettere Sag?
Men man kan jo ikke alle staa bag
)Paa Diligencernes Brædter.
’'Dog Staten har lettet en Del Besvær
'Og støttet C l a u s B e r n t s e n og Hø j ma r k ieær,
To værdige Tal-Majestæter.
Af Kroner de hver fik hele halvtreds,
Saa har de jo Grund til at være tilfreds,
Det er dog en Slags Diæter!
Lokalerne er nok kan saa som saa;
Men man kan sig hjælpe med mange smaa,
Naar ikke man noget større faar,
Og hvor der er Hjerte-Rum i Nord,
Der findes nok Hus-Rum til et Par Ord
Om Hjerte-Folket — a f N e r r e g a a r d .
Paa Modet der oppe han ganske vist
Gjer Propaganda ligesom sidst
^ For Danmarks velsignede Højskole;
\
Og som Resultat bliver den Ting klar,
’ At, Ii’esom de Svenske en »Sløjdskola» har,
Saadar. har de Danske en sløj Skole.