271 / 433
263
Men for at bode
herp.aahar man Redningsvæsenet med
Stiger og lange Tove, der hænge hist og her omkring
med gul Maling paa og Hængelaas uden Nøgle.
Den
mest udmærkede Redningsmand er B oj s e n , som reddede
Hærloven, hvorfor han ogsaa siges at skulle have Titel
som «Redningsbojesen«. E r s l e v har ogsaa reddet en hel
Del i sin Tid. Næst efter Orlogsflaaden er Koffardiflaaden
den vigtigste (se herom
Nationaltidende).
Koffardimændene
ero alligevel forfaldne til mange Laster, saasom Trælaster,
Kullaster og Ballaster i
B al mabille,
hvor de ere
særlig udsatte for at faa Slagside.
Naar Sømændene
ere kjede af Livet, lade de sig hyre tjl de svømmende
Ligkister, hvor de spare Begravelsesomkostningerne, som
er en stor Hjælp for Enkerne og de faderløse. Dette har
Rederne ogsaa indset og ville derfor nødig have denne
ældgamle Begravelsesskik forpurret, efterdi de mene, det
er i Sømændenes egen Interesse, at de gaa bort i en
tidlig og kraftig Alder og ikke blive gamle og svagelige
Skrog, som maa lægge op og fortøje under Fattigvæsenet.
Danmark er i det hele et lykkeligt Land, hvor den sande
Menneskekjærlighed trives (se herom: Foreningen til Dy
renes Beskyttelse). For at Skibene ogsaa kunne se at sejle om
Natten, har man Fyrene. Fyrene inddeles i faste Fyr, Blinkfyr,
flinke Fyre og Friskfyre, som holde Fyraften. Naar en
Svend i nogen Tid har været fyrig, avancerer han til Fyr
mester og faar sit eget Fyrværkeristed i et Fyrtaam eller
Fyrskib, hvor han kan fyre væk og have Blus paa Lampen
hele Aaret rundt. Foruden Fyrene har man S i r e n e r n e ,
der yde gratis Hornmusik i Taage for at advare de Sø
farende om, at der skal de ikke komme. Der er ogsaa en
hel Del Sirener ude paa Vesterbro, som er et farligt Far
vand, og disse Sirener tude endnu meget mere forskræk
kelig; men «de Mænd fra Ithaka« lobe alligevel tidt paa
Grund derude paa Grund af de daarlige Ehlerske Blinkfyr.
En Afart af Skibsfarten er den saakaldte Lystsejlads,
som beBtaar i, at unge Mennesker blive enige om at gaa
med Straahat og skraa samt at ligge ude i Sundet og
kaste op i Fællesskab, indtil de hen ad Aften kunne være
bekjendte ogsaa at kaste Anker.
De mere besindige
Yndere af denne Sport danne de saakaldte Eoforeninger,
hvor det hele tages med mere Ro, eftersom denne jo ai
Tid følger med Aarerne (se herom: Aldersro).
Om denne Sport synger Digteren:
Halleh halloh, Halleh halloh
Vi sejle og vi ro-o-o-o!
Om Aaretolden (se Skibsafgiften)
Den berømteste Lystsejler er den unge B r o b e r g ,
der imidlertid har en Tilbøjelighed til at sakke agterud,
hvilket har medført enkelte Sammenstød med Havari paa
Bugsprydet og deraf flydende Ubehageligheder (se herom:
Dassavisen).
Retsplejen
nyder en velfortjent Anseelse: Danmark er ikke uden Grund
stolt af sine lærde og skarpsindige Jurister, saa at man
virkelig maaske heraf kunde slutte, at Landet oprindelig
er blevet til i Juraperioden, den Gang Befolkningen efter
den store Oversvømmelse endnu hensad i uskiftede Sko og
vaade Strømper. Det juridiske Element har efterhaanden
gjennemsyret hele Tilværelsen, men dens frodigste og mest
duftende Blomster ere dog voxede i
Nationaltidendes
Klippespalter, hvor de to berømte Retslærde D’Hr r F a l k -
rnann og H e n r i q u e s have akrevet deres epokegjørende
og om aldeles nye Synspunkter vidnende Opsats: «Loven
og Retten«, i hvilken det gjøres gjælående, at Loven ikke
er Loven, men «den hejereLov«, hvorimod Retten egenlig
er Vrangen og Loven har Uret, hvoraf atter følger, at Uret
er Ret, Højre er Venstre, Sort er Hvidt og Hvidt er Sort.
Af andre mindre betydelige, men maaske lettere forstaaelige
Forfattere, der have behandlet særlige Kapitler af Chr. V.
Danske Lov, kan mærkes H o l g e r D r a c h m a n n (V. Bogs
3die Kapitel: Om Mageskifte — theoretisk og praktisk), I. A.
H a n s e n (VI. Bogs 18de Kapitel), samt Kultusminister
F i s c h e r (II Bogs 1ste Kapitel: «Om Religionen« samt
III Bogs 20de Kapitel: «Om Jøder og Tatere«). Foruden
disse Lovkyndige haves endnu et Par andre lærde juridiske
Forfattere, der have hehandlet Spørgsmaalene under Syns
punkter hentede fra det praktiske Liv. Saaledes Guvernør
Gard e (om Standretter), Folketingsmand T a u b e r (Liv
retter), D’Hrr Birkedommer Kr a bb e og Folketingsmand
Sø re n Kjær (Nævéretten) samt Kjøbenhavns Politi (om
Fortovsretten samt om Retten til at tage sig selv af Dage
i Arresten).
Naar her endnu blot omtales A l b e r t i
senior
(Proces) samt A l b e r t i
junior
(Konkurs), have vi
paa Grund af Stoffets Righoldighed alligevel muligvis
sprunget en hel Del over. Principet i den danske Rets
pleje kan sammenfattes i de to Sætninger, der ere an
bragte henholdsvis over Raadhusets og det kongelige Te
aters Scene. Paa det første Sted læser man
*Med Lov
skal man Land bygge•
Men da Byggeloven som be-
kjendt just ikke er af den opbyggeligste Art, har Bygge
manien i Forening med de høje Bygpriser indvirket saa
skadeligt paa den almindelige Retsbevidsthed, at det vilde
være gavnligt, om den anden Sætning (paa Teatret):
»Ej
blot til Lyst»
blev indskærpet Bygge entrepren©rerne og
Lovgiverne. Da det imidlertid er lettere at rive ned end
at bygge op, skulle vi indrømme, at Retsplejen iøvrigt
ikke lader meget tilbage at ønske i Retning af Langsom
hed, og derved opnaas det store Gode, at de tre Grund
piller, hvorpaa Staten hviler, nemlig: den dømmende,
den administrative og den lovgivende Magt komme til at
staa i Harmoni med hinanden, hvorved Statens Skib faar
den Stabilitet og Sikkerhed, der er den bedste Borgen for
alle Bedsteborgeres Ro, Velvære og Livsnydelse.
(Fortsættes).
cT-vf
cïïl&<xtcxcflcf<M.
tydet fea tw it aJCtoy
Oveeatt i
i3)onma*4o
2an.de,
S a* a
tv e&e e n tv a td t tvid
2eoy
Sammen
med oin $aratv-&ande.
JÇc
edtet
vmvx
K vot
Sçene etaae :
2>u
med Stoetved
3en
fozttnet,
Stvi i ^Vetden $tad* den jaae
blandt de jatete Sazafv-ece-nee.
IV
- „
.
— Det er dog næsten gyseligt, saa mager
S
arah
B
ern
h a r d t
er efter Fotografierne ; og saa gjør hun sig nok formelig
tyk af sin Tyndhed!
— Netop, min Ven.
Da en af hendes gode Venner
nylig bebrejdede hende, at hun var rendt fra
Théâtre français
og bad hende gaa i sig selv igjen, undskyldte hun sig kun
med, at det var der dog ikke Plads til.