S_Punch_1880

270

Bimbreve

til

Fætter K r i s t i a n i Nylcjøbing.

X I I I -

J '

W '

0-1

I f p T - < ■

V W

;7 f i

cSiø »w#

Fætter, em Du kjender

Kjøbenhavn, som det ser ud,

Naar Forventningen sig spænder,

Naar—somdet sig stundomhænder

—

Fra hver Tap og fra hver Tud

Samme Væld af Lovsang render;

Naar ved højlys Dag man brænder

A f Begeistrings-Girandolen,

Hvormed ellers Festen ender;

Naar man

medens endnu Solen

Staar paa Himlen,

Allerede staar paa Stolen

Midt i Vrimlen

For at se Fyrværkeri!

Hvilken Mylren, Vrimlen, Trimlen

Op og ned ad Sprogets Stige

For at sige,

At den Uforlignelige

Ikke siger: Hus forbi!

Tror Du man er træt, fordi

Alan den hele lange Sommer

Levet har paa lutter Om'er?

Altid, altid spurgtes, om

Sarah ogsaa virk’lig kom?

Nu, hun kommer,

Er det blevet meget værre;

Jeg vil ikke være Dommer,

Jeg er li'esaa gal des'værre,

Jeg har staaet ved d'Angleterre

Fire Timer støt

Træk,

Og hvis ikke

—

ubelejligt —

Just en lang opløben Herre

Havde fundet paa at spærre

Synet, kunde jeg saa dejligt

Set den Skjønnes Thespis-Kærre

Bulle over Torvet væk;

Mit Humør det fik et Knæk!

■—

Tro mig, Fætter Christian

der er

Lidenskab, og hvad Du vil,

Fut

—

Geni

—

hendes Spil

»Har Du set det?*

Spørger Du

—

Nej!

—

Bent ud, Nej!

—

Men jeg ved det.

Folk har sagt det, det er sandt.

Hun er magnifique, brillant,

Derfor glat paa Ho'edei staar jeg

Som den lydigste Drabant,

Ellers faar jeg

Af de Andre paa mit Hoeåe,

Nemlig, naar jeg

Ikke følger Deres Mods.

Kort sagt: Jeg er med! Jeg har

Jo Christina Nielsson trukket

Hjem en Gang, og jeg har sukket

For Trebelli, som en Nar;

Jeg Falander s Skaal har drukket,

Og med Isbjørn har jeg trukket

Tappert rundt som Nordpolar,

E j mit Hjertes Glød er slukket

Tro mig paa mit Ord, min Fa’r,

Jeg skal gjerne være Hest

Nok en Gang og gaa i Sele

tøj for vor berømte Gjæst.

Og jeg tænker i det Hele,

At det bli’er en bedre Fest.

Sidste Gang, da sled vi haardt;

Denne Gang er Veien kort,

Ingen Ting os der vil hindre

vor ædle Hestesport,

—

Og hunvejer meget mindre!

Dette *Om

fik altsaa Svar;

Men et andet

Om* os plaged,

Ærgred', drilledpinednaged',

Dukkede bestandig som

Nissm frem

—

om det behaged'

Dog en Gang Hr. Fischer ej

Endelig at gaa sin Vej?

—

Farcen bleven var for lang;

Der var mange muntre Scener:

Der var Schandorf, der varTang,

Bogøkonger og »Helener*,

E j man mærked’ Formens Tvang

I Kupletterne, de sang;

Hver en nordisk glad Athener

Jublede saa mangen Gang,

Ved at se Hans Excellence

Gaa til Spøgens sidste Grænse,

Spille hyper-grundivigiansh

Lystig og aristofansk

Uden andres Dom at ænse.

Feerier han os gav,

Skuespil med Elefanter;

Hvor mon

Truppen

nu bli’er af?

Pjerrot, Harlekin, Kassander

Alle Fischers nye Maskiner,

Som med Lodder gik saa brav.

Alle de smaa Kolumbiner

Med de store, store Krav?

Direktøren

Lukket' Døren,

Slukker Gassen,

Lukker Kassen,

Bømm&r Pladsen,

Ja nu er hans Tid forbi.

— Yoila la piéce fi ci !

Vexlende Variationer.

En tung Melodi.

Sortegraa Skyer, lidt anlobne i

Kanten! En Gade, der snor sig ind

og ud som en Hugorm, sat i Spiritus!

Et toetages, skummelt Hus, hvis ne-

derste Etage er reven helt ned, saa ai

kun Kvisten hænger ensom, tungsindig

og forladt ud over det smalle Fortov

med de smaa, spidse, edderspændte Bro

sten, medens Ruderne deroppe i de

tæt tillukkede Vinduer stirre sorgfuldt.

men alligevel ligesom med en halv

dulgt, stille, jublende Glæde ned i

Rendestenens blinkende Vand.

saa dette Vand! Hvor kommer det

fra? Henne fra Brænderiet bærer det

i sit vuggende Skjed stærke alkoho

liske Vanvidsdrernme, men Farvereas

Berlinerblaafc omme fra Ejernet har

blaanet og kelnet dets hidsige Belger

og stillet dets urolige Længsler! Lu

rende og snigende glider det ind

under

Rendestensbrædtets

slimede

Dække.

Skal jeg blive ved?

Hvis Du havde været der, vilde

Du bagved disse Suder have set et

Kvindeansigt.

Ikke et af disse An

sigter, man ser paa Marienlyst. Heller

ikke paa Dyrehavsbakken! De og jeg,

min Frue, have ikke ofte Lejlighed til

at se den Slags Ansigter. Haaret laa

glatte, sorte, krusede Fletninger

rundt om den fyldige, elfenbenshvide

Nakke, imod hvilken de urolige Øjnes

fortærende, lidenskabelige Gled stak

saa forunderlig sandsebetagende og

nerverystende af.

Om Mundvigerce

dirrede et glædeløst Smil, og den let

krummede, men alligevel ædle Næse

flakkede under de sammentrukne Øjen

bryn ud i Rummet som en anskudt

Flagermus. Hendea Klædedragt var

simpel, men net. Et folderigt Flonels

Dnderbeklædningsstykke naaede hende

aed til de smalle, negne Ankler, me

dens en hvid Friserkaabe af Bonitet