283 / 433
275
Sauber.
$ i ere „Ubtraabte" ftaliil! 0$,
ft, ft.
3|0rup.
SlabLÄaTe, er bet oift, at
3 ere
„Ubtraabte" ?
Sauber. 0b/
A ft,
0b!
$0ruji. Sftaar 3 ere Ubtraabte, faa rnaa ^ ogfaa
baue groo Sonfect. ^ort, ceber mig op benne ©pare*
Äa3fe, fom ber Iigger!
Sauber.
3 eg er inte fulten ^ailil! 0b,
ft, ft.
$0rup. ffort, ftger jeg, ceber mig op benne
©pate*Äa3fe, eder jeg gi’er jer ^otfefcanfeijcfb og ©anbje=
Äager i ©tebet. @re i „Ubtraabte", faa maa bette
jo ocere jer bebfte Sttab. (®it»cr bem brçgtigt af ®vo»-tftic«.)
Ubtraabte
(reifer fig
paa Sagbeitene).
©aa fanbt
üi
ere oerfige, fïal $ fomme til at betale o§ for ©nie
og ©merte, min go’e füftonftcur §ørup ! @r bet iffe
uforfïammet at forbceroe bele ©ffetten faalebeå. (ßober ub.)
{Çortfœtteë).
To Venner.
(Frit efter
G
r u n d t v ig
.)
i
_&>
A t nær ved Rigsdag stander Slot,
Det kan sig sagtens føje ;
Men E s t r up s Mænd en Bogødrot
Kun sjælden kan fordøje.
Dog Tinget skuet har saamænd
Hos F i s c h e r T a n g som Ven hos Ven.
— Man Venner ligne vil en Gang
Med F i s c h e r og hans J e p p e Ta ng .
Alt med de Venners Færd man saa
Saa underlig en Handel:
Hvad Verden aldrig ku’e forstaa,
Det var de Herrers Vandel.
At tugte mest, hvem man har kjær,
Er sjældent i politisk Færd;
At følges ad i Grav og Død
Er kun et daarligt Leve-Brød.
Det ringed’ efter gammel Skik
Til Kros en Sommermorgen,
Og J e p p e ind i Kroen gik,
Men gik derind med Sorgen.
O Ve, en Byrde, tung og fæl,
Nedbøjed’ svart hans ædle Sjæl.
Sort saa det ud i Dannevang
Med F i s c h e r og hans Jo na tang.
Der var en Plet paa F i s c h e r s Hud,
Den var saa let at skue,
Fra Stade ns Kirkebøger ud
Den saas til Bondens Stue;
Thi lavet var der trindt omkring
Af F i s c h e r mange fæle Ting,
Vel sørge maatte F i s c h e r s Ven;
Skjøndt mange syntes, det var Spænd.
Hr. F i s c h e r axlede sit Skind;
Det var saa grant at kjende,
Til Skolesagen stod hans Sind,
Ret hastig den at ende.
Fra Landet led en sælsom Sang
Om Nyt-Aars-Tid i Danne-Yang.
De merke Talers sære Flod
Den sorte Skole lidt forstod.
Sig F i s c h e r gav kun føje Stand:
Brat vilde alt ban klare;
Men der stod T a n g ved Svendborg-Sund
Alt med en «opvakt» Skare.
Sin gode Asenskjæft han tog
Og løs paa F i s c h e r s Rygte slog;
Ja, J e p p e s Kærlighed er sær:
Han tugter mest, hvem han har kjær!
»Hvad vil du Ulv i Faareflok?«
Saa mæled’ B l a a g a a r d s Hyrde. —
»Fikst du af Grundlovsbrud ej nok?
Vil Mose-Lov du myrde?
Nej, gak herfra du Don Juan,
Og vid, du est i Venstres Ban!»
— Men J e p p e elskte ham saamænd.
Som J o n a t a n g sin Hjertensven.
De Højreblade ginge ind
Paa ham med dragen Sværte;
Men J e p p e T a n g veg ej et Trin,
Han var ej at forfærde.
Thi Hof- og Stadrets Englekor
Tog vare paa de Herrers Ord.
T a n g brugte baade Mund og Pen
Imod sin faldne Hjertens-Ven.
Alt som en Stotte, stiv og kold.
Ved Kancelliets Porte,
Hin Drot for Kirkens Faarefold
Slet ikke tog til Orde.
Han tænkte ved sig selv som saa:
«Hans Venskab ikke tabes maa.«
Saa drog ban hjem, kun lidet glad,
Og tog sig saa et Styrtebad!
T a n g drager rundt, i Landets Kror
Sit Litani han kvæder,
Mens F i s c h e r paa den sorte Jord
Staar udenfor og græder.
Han skjalv for Tang , thi han var vred,
Og skrifted’ for hans Hellighed;
Og naar der skriftes saa paa Jord,
Saa vorder Venstres Glæde stor.
•Du Angerstaarer har udøst,»
Saa monne J e p p e tale,
»Af Venstres Band du est udløst
Jeg dig skal anbefale 1»
Saa tog han Vennen i sin Favn,
Og man holdt Jul og Fastelavn;
Men der var Sommer, frisk og skær,
Blandt J e p p e s immer grønne Trær.
Nu F i s c h e r gjorde Skrifte-Maal
Med folkelig Gebærde;
Han gjorde paa Stipendier Kaal
Til læge Mand og lærde.
Han Venstre gav saa rig en Bod
Af Digtergagers Overflod;
Men ved det Skrifte-Maal i Nord
De Skjalde sang et Gammens-Kor
(Sluttes).