370 / 433
362
Ved Gjenkomsten.
c i i t å i
^WR*r.
*' - //
¡.en fugtige Oktober os forlod;
Dens Afsked var alt andet just end rørende;
Den rykked’ gamle Træer op med Rod
Og blæste nye Moder ind ad Dørene,
Paa Bane bragtes Sne, tre, fire Fod,
Og Tagsten fløj os skarevis om Ørene.
Trindtom i Landet Stormen slog sin Trille,
Kun i vort Folketing var tyst og stille.
Mærkværdigt nok, en Tid, der synes bedst
For Folketingets Koryfæer at egne sig
Til paa behørig Vis at gjøre Blæst
Og bringe paa Tapetet alle Vegne sig,
Gled hen saa tyst, at ej den kan betegne -sig
En Gang med et uskyldigt «Manifest?;
Maaske den Blæst, de alt har gjort forinden,
Har nu dem bragt for meget selv i Vinden.
Og naar man mindes, hvad de svundne Aar
Har i Oktober-Maaned kunnet prale med,
A t H
all
man fandt «modbydelig» at tale med,
Mens man hans S k o l e l o v gav Banesaar,
F i n a n s l o v s n æ g t e l s e man foreslaar,
Hvor B
erg
faar T
auber
, H
øgsbro
, L
eth
og
Z
ahle
med,
Ja, mindes man den fordums Blæst og Støj, B
erg
Har gjort, maa nu man sukke: Den er Sløjberg!
D e B e r g s k e «Tyrefægtninger», der gik
For usolgt Hus, skjønt nedsat var Entréen,
Og sammes Ban ebr yd e r -Po l i t i k ,
Der blev paa Banen stikkende i Sneen,
Samt den Parole, man fra T
auber
fik,
A t i en anden Haahd han tager Skeen
For Venstres «Samarbejd’» loyalt at lette, —■
Mer kan om denne Tid man knap berette.
D o g endelig er hint Exil forbi,
S om ESTRUP for
at skaffe sig lidt Lettelse
Beredte Venstres Mænd ved sin Udsættelse
A f deres christiansborgske Kævleri.
Hjemvendt er nu vort eget Kompagni
Og præsenterer for os en Forjættelse
Om en Session, hvor B
erg
for sine Troende
Udlufte maa sin «rene Halm i Skoene».
iteraturartikel.
Hvor udmærket L iteraturens
T ilstand herhjemme for T i
lden er, ved vi jo Alle. Den
ubeskedne T rang til at gjere
vort Eget gjæ ldende, som
ii literæ r Henseende præger
den første Halvdel af dette
A arhundrede, er heldig af
løst af en Beskedenhed, der finder sit
Udtryk i en beskeden Produktiou og en
yppig, bugnende O versæ ttelsesliteratur.
Vi ere derved bievne mere universelle
og have vundet en evropæisk Storhed,
— kan der tænkes noget mere F ortrin
lig t? — D et er i Foleisen heraf, at
•
P u n ch
• aabner sine Spalter for en
udforlig, indgaaende Om tale af vore
literære Fænomener, der efter deres for-
skjellige A rt dels ville blive anm eldte
af særlige Fagmæ nd, dels af vor faste
L iteraturanraclder. Den samme Uhil-
dethed, der altid har præget
•P u n ch -'s
Anskuelser, vil her gjøre sig gjældende,
og vore Læsere ville derfor være for
sikrede om , at lige saa lidt som vort
E get vil blive rost paa det Fremmedes
Bekostning, lige saa lid t ville vi taale,
a t selvstændige, ubeskedne Forsøg
træ nge sig frem og gjøre
sig
dende.
Sm aafolk,
Fortæ lling af
S . Schan
-
dorph.
(Anmeldt af
stud. pharm .
S p e n d r u p ) . Med sand Glæde bave vi
læst nærværende Bog, der i E t og Alt
fyldestgjør de Fordringer, som kunne
stilles til et æ gte, realistisk D igter
værk.
Ingen rom antiske Fornemmel
ser, ingen fine, poetiske Følelser for
styrre her d et V irkelighedsindtryk, som
Bogen gjør.
Man løftes ikke paa
sværmerisk Maade mod taagede Idealer,
mod svævende Skyborge med himmel
strævende Spir; men Hverdagslivets
Prosa dufter os i Møde fra hvert
Blad.
Her er ingen Længsel, der
rim er sig paa Trængsel, in tet svulmende
Hjærte klemmes af ulmende Smærte;
men dejligt er det alligevel, ja netop
d ejlig t, dejligt som en T ur gjennem
Gaderne paa en Flyttedag i Blæst,
hvor ubestemm elige Atomer flyve i
Luften, der dufter af Sengehalm og
raadne H attepulle, medens vellykkede
Gadedrenge rode i Dyngerne, pynte sig
med bundløse K asseroller og tildænge
hinanden med Snavs til de bevingede
O rd: «Den staar paa S teg « ,— «der
er
Slag i Frikadellen« øg «Spark i Løg
saucen«. Og originalt cr A lt i denne
Bog, hvis T itel endog tidligere er
plagieret af
C arit E tla r.
Kora her,
I blegnæbede, talenfcløse Epigoner og
lær O riginalitet! Ikke et Sted i hele
Bogen mindes man om
Ochlenschldger
eller
H ejb erg, H ertz
eller
P a lu d a n
-
M iille r;
A lt er
Schandorph,
og
dette Schandorphske er igjen Livets
Virkelighed uden Sminke og Affekta
tion. Selv
G ertrude K olbjørnsem
F or
fatter har næppe gjort det bedre, —
mere kan man dog ikke forlange! Og
ikke paa et eneste Sted har Forfatteren
givet
os
Andet en d , hvad vi daglig
se paa Gader og S træ der, hvad vi
have hørt saa tid t og derfor kjende
saa godt.
I «
Sm a a fo lk »
finde vi
lu tter Bekjendte dels fra Forfatterens
tidligere Værker, dels fra selve Livet,
og a f disse hilse vi ingenlunde med
m indst Glæde Forf.’s gam le Omgangs
ven, den uopslidelige Præ st, som her
hedder
H jorth ,
og naturligvis stru tter
af Fedm e, græder af Sentim entalitet
og er akurat ligesaa vellykket og m or
som som de gam le Schandorphske Præ st
ationer i den gam le R etning. Vi haabe,
at Forf., foruden til en ny Udgave af