S_Punch_1880

367

:en spinder:

Debatten i Politivennen.

—

Den Heibergske Periode —

Hertz

— Vaudeviller — foræl

dede—langtrukne — beskaarne

— ingen H andling — franske

D ram aer — Teknik —

Sardou

— arkæologisk Interesse —

sært Indfald af Chefen — god

Ide — Taleøvelser for Operister

— Dilettanter — Butine —

e — Pufærmer — kngskjødede

Frakker — gule Perm issioner — D stergade-Fynsk i

D et var de Audre, nu kommer jeg selv:

Poten paa H jertet! Var det morsom t? Jare la tiv t. Det

var morsommere end.

Leonarda,

mere realistisk end

»En

Søndag paa Amager

», mere romantisk end

ALercadet,

mere gem ytligt end

Josef og hans Brødre

og ikke nær

saa kjedeligt som

»Et Solglimt

«.

Den lille nye Miss

snurrede elskværdigt.

Jeg liavde nær klappet i P oterne;

men

Dagbladets

Alvorsmine virkede paa mig som Sennep.

Jeg pudsede min Snude i Stedet. Jeg modsiger ikke, at

B is t o r i kunde have passet bedre i liollen. Skulde

Dag

bladet

være a f denne M ening, skal jeg ikke gaa bagover

af Forbavselse.

Dagbladet

forbavser mig ikke mere, det

er kun F a lk m a n . »O, Du forvandlingsrige!« siger

Eag-

barth

til Fru

Falk.

Skulde F a lk m a n og Fru

Falk

ligvis være i Fam ilie? Kun forskjeilige i Henseende til

K jen?

Fru Falk

v a r kjen. F a lk m a n -P ro te v s bemærker

den ene M orgen, at Stykket gjorde fortjent Lykke, og

næste Morgen m ener ban det stik m odsatte, nemlig at

det ikke fortjente at gjøre Lykke og heller ikke gjorde

Lykke hos ham . O, Du forvandlingsrigel Men mulig har

han den ene Dag døm t efter Loven og den næste Dag

efter Betten, se Artiklen om «Loven og L etten«. Stykkets

Moral er m eget utidssvarende. Naar eu Mand, bare fordi

han har skrevet ud a f forkjellige Synspunkter og fordi

hans Klo er kjendt, skal trakteres iueu Spodskbed end-

ogsaa af Statisterne, hvad skulde der saa blive af Journali-

stiken! Angaaendo

Fidelle

misbiiiiges samme Kreaturs

Tilstedeværelse.

D et er en Vanhelligelse af Scenen at

bringe en gemen Moppe, der gaber Publikum lige i deres

med Ned og næppe aabne Djne og viser utvetydige Ten

denser i B etning ai Bjæffelyst, paa .brædderne. ^ Det

er en m iserabel Sceneinstruktion, næsten en Misgjer-

ning, at indlade kig paa slige Hundekunster. Skal

Fetrea

endelig være

b efæ ngt

med 6aadan et Kjæledyr, bvorlor saa

ikke heller med en net, beleven og rutineret Theaterkat?

Jeg nævner In g en , men under Forudsæ tning af bil lille

stegt Bødspætte kunde der nu findes Ln, der v.! de dublere

Bollen. Og dette vil jeg atter og atter tilmjave Chefen,

ban være nær eller fjern: Pas paa at dublere! Tænk paa

C h r is to ffe r s e n i Søndagsi Dubler dem! Tripler dem!

Lige ned i Sufflørhullet om fornødent. Men lad være med

de evindelige Kiksi Kridt Deres

Queue,

Hr. Kammerherre 1

Det hjælper maaskel

e t

'¿pr. Die

tyan

brager faa toibe om fianb,

SLil SBælgermøbe faa bijbet ban;

Slien Salen ben gaar faa let gjennem frøunbeit.

— 2>et fab bel fire, ber fab bel fem;

2>en ifrobært rafler fit Sager frem,

SHtni Salen $am gaar faa let gjennem SØlunben.

„Dg bør bu £r. Die, bbab jeg flger big,

ftøm ijib og tag big en Dmgang meb mig,

Sit Salen fan gaa faa let gjennem SWunben!"

„©let iffe jeg tør, og flet iffe jeg maa!

S SRorgen flal jeg for SSalgerne ffaa,

$bør Salen {lal gaa faa let gjennem 2Jlunbenl*

)— *£>g bil bu ej briffe en Dmgang meb mig,

@j Dmgang jfal SSalgerne Ijolbe meb big,

Slrob? Salen big gaar faa let gjennem SRunben!*

— $en nafte 2Horgen, ba ©olen opftaar,

If&r. Die ub til fit SSalgetfolf gaar,

,J&bot Salen ben gaar faa let gjennem SKunben.

'Sien

Sanben i ©fjagget faa Ufleltg lo,

$bor Salen ben gaar faa let gjennem fWunben.

Dg ba £r. Die fom Såler fremtren,

fjor Sialen barn gaar for let gjennem SJfunben,

©aa Salen

tyam

fløb faa let gjennem SRunben.

3)e SSægre bar fulbe, men ifrøfn bar tom;

3)et fpnte6 ingen af farterne om,

Dg ¿alen bem gif faa let gjennem Sflunben.

3)en IHigSbagSntanb paa fin §ale bil faa,

gaa op ad nogle Trappetrin.

Her var Sovesalen. Seng

stod ved Siden af Seng, og under hver Seng stod . . .

Nej, det taler vi ikke om! Men hvor betænksomt var det

dog ikke arrangeret Naar man fra første Sal vilde ned i

Stuen, maatte man gaa ned ad nogle Trappetrin. Her

var Arbejdsværelset.

Hvilket Barnemads var ikke her?

Nogle syede paa Børnetoj, og andre sad med deres Stile

bog for sig og gjorde Børnestreger i den. I Kjælderen,

aom indtog den nederste Etage i Bygningen, var der

Køkken. Her lavede de Barnemad, og Alt saa saa ind

bydende ud, om det saa var de smaa Børnekopper.

Hvor var det dog morsomt at se alle disse Børn,

hvoraf ikke to vare lige gamle, undtagen et Par Tvillinger.

De ældre vare større end de mindre, som vare yngre.

Da Børnehuset begyndte for 10 Aar siden, vare ikke

alle de Børn deri som nu, navnlig ikke de søde smaa

4 —5 Aars Puslinger; men efterhaanden som der kom flere

og flere til, voxede Antallet. Nu er der ikke Plads til

flere, og dog er Børnehuset ikke en Gang Børnenes

Ejendom.

•I vilde nok enske, at det var eders eget Sted?«

spurgte jeg nogle af dem.

• O!« svarede de, «det tør vi aldrig haabe, vil ske.«

• Hvorfor ikke ? Nu skal der jo være Basar, og naar

je g blot skriver en Feuilleton herom, saa skal I se, hvor

I tjener Penge.«

________

•Naa, min Frue, hvad synes De saa om det?« spurgte

jeg den kjønne unge Frue, da jeg havde læst mit Manu

skript op for hende.

• Udmærket!« svarede hun. «Navnlig om det om de

hundrede Børnehoveder — det minder mig om »Sm aa-

vrø vl».»

H erm an Pio.