371 / 433
363
<§ra §ej-Skok-gledet i §kvalduup,
Gode Hr. B la d -S tyrer!
Det er rigtig J a m m e r -
S k a d e , at hverken De eller de
andre G r i n e - B i d e r e ovre i
Bongens Kjebenhavn nogen Sinde
h a r va ret rigtig m e d , naar vi
har holdt et V e n n e - M e d e her
ovre, fo r saa v a r de naturligvis
strax k r ø b n e l i l K o r s e t og
havde
erkjendt, at de alle sammen havde været nogle
store D o s m e r - P a n d e r og K j ø d - B o v e d e r , siden de
ikke for har kunnet fa e deres G l u g g e r op f or , at H ø j-
Skole-Sagen er Danmarks L iv s - og H jæ rte-Sag, og at
H oj-Skolen giver Folket den r i g t i g e V æ k k e l s e ,
*om
er
noget andet end den
•
V æ k k e l s e
»,
man fa a r p a a Jæ g ers-
B org, hvor de stakkels B o n d er-K a rle bliver vækkede véd at
sejg-pines og bonde-plages paa alle Maader, saa der nok er
M aade med den Vækkelse
,
og med L ø f t e l s e n er det da
for den Sags Skyld i k k e e t Ha a r b e d r e , for de bliver
slet ikke le ft e d e, men bare • l e t t e d e • , og dersom vi ikke
havde saad an en K j æ r n e - K a r l som
Ole Christensen
til at lære os at drikke vore Hovtds-Mænd S k a l l e r , saa
havde v i da slet ikke noget, der kan t r o s t e os, naar
vi
skal ind i Tjenesten mellem de andre S l a v e r , og /or
at De skal blive overtydet om, at det er s o l e - k l a r t , at
vi
har d e t r i g t i g e S y r . paa den historiske Udvikling oq d e t
a a n d e l i g e L i v i H ø j -
A’
o r d e n , vil je g fortælle Dem
lidt -her vm den Glæde og Gammen, v i havde her paa
H oj-Skolen , da
E d v a r d
Brandes
blev valgt til Folke
T ings-M and paa L a n g e-L a n d , før
vi
havde ju st et
V e n n e - M o d e her den Dag, da B u d - S t i k k e n kom hertil,
om at vores Folk havde sejret og sat en a f •voreses Folk»
ind
i
R ig s-D a gen , og saa kan det nok hænds sig, ot v i
v a r fæ rdigt at s p r æ k k e a f B j æ r t e - G l æ d e o v e r e n
saadan H i m m e r i g s - M u n d f u l d , som nok ikke voxer
paa Trærene for os hver Dag, hvorfor
vi
blev enige med
ot
selv om, at v i skulde gjøre os en rigtig glad Dag, og
v i tog da og pyntede gamle
Grundtvigs
S o l - S t i k , tom
hænger i H øj-Salen med endnu flere K ranse og grønne
Grene, saa det kan nok være, at han v a r kommen rigtig
p a a d e n g r ø n n e G r e n den D ag
;
der efter k l e m t e v i
p a a med at synge a f hans S a n g - V æ r k til den danske
K irke-Skole, saa det kunde kjendet, at
vi
kunde lukke
K v æ r k e n op, og da saa B o j-Sk o le-F o r-S ta n d eren laste
op a f
Oeorg Brandeses
mageløse H o v e d s t r ø m n i n g e r ,
spidsede v i alle sammen vore
-Øren,
for v i vidste jo nok
,
hvilken L æ k k e r - B i d s k e n der vankede, og da
vi
hørte
om, hvad B r a n d e s siger
om
K i r k e n , at den er et
•hult
M arter-Redskab, i hvis sindbilledlige Kunst Løgnen og
Faldefærdigheden i den fra alle Sider kunstigt stotlede og
opstivede Bygnings-M aade er et stort og lærerigt Sind
b illede!• saa g o tt ed e vi os rigtig over at være komne i
Pagt og Broderskab med saadanne Aander, ja
vi
syntes
ordenlig, vi kunde se gamle G r u n d t v i g sidde oppe i
G l a d - n j e m og fryde sig over osl Ovenpaa denne Op
læsning sang v i:
• K irken den er et gammelt Hus*,
og derefter holdt B o j-S k o le-F o r- Stander
Lund
fra V e j
s t r u p et dejligt Foredrag om Christen-Dom og Folke-
Dom, som jeg vilde ønske, at alle de D o d - B i d e r e , som
skræpper op om, a l
vi
blander vores K risten-T ro med
vores politiske Katekismus, havde hørt, saa vilde de nok
være komne paa andre Tanker; og lad nu nogen komme
og sige, at Grundtvigianerne er u k l a r e H o v e d e r
,
som
ikke veed, hvor de vil hen, for nu har vi valgt en
B r a n d e s , og jeg skulde da tro, at del er r e n e O r d f o r
P e n g e n e .
Je ts* S lu d d e rtø s e ,
Ungkarl.
«
Gejstlig Stat«,
cn
Gang i en særlig
Bog vil gjøre et Udvalg a f de Gejst
lige, ban har befordret under 6in For
fattervirksom hed ; man vil da faa et
artig t Landemode at se, hvor sikkert
den skjønneste Enighed vil herske, da
de Sehandorphske Gejstlige ligne hver
andre aldeles i Sind og Skind
Det
er et smukt Træk hos Forf., at han
ikke kan undvære Præsterne, men de
spille jo ogsaa samme Bolle i hans Bøger,
som Joderne i de gam le Komedier og
•Punch».
Med den Takt, der er Forf.
egen, en Takt, der hører til Naturens
sjældne Gaver, og som allerede sidste
Jul glædede Forf.’s mange Venner, med
denne Takt hai Sehandorph oversat et
D igt af sin Yndlingsdigter
Ploug
påa
Prosa, nem lig: «
Unge Gjenbyrds Liv
i
Norden».
Denne Oversættelse er den
ny Humorist, D r.Sobandorph værdig. Det
fortjener forøvrigt den største Anerkjen-
delse, at Forf. — i Lighed med Prof.
Brandes
og Pastor
Dahlhoff
— her som i
sine tidligere Værker ikke har skyet den
Meje, der er forbunden med at samle
saa rigt et Materiale af statistiske Op
lysninger om Brændevinsforbruget i
vort Fædreland. Desto mere inaa det
derfor beklages, at
D r.
Sehandorph i
• Smaafolk» har umuliggjort sam vittig
hedsfulde Læsere den interessante Op-
gjerelse af de paa Bogens
314
Sider
konsumerede Snapse derved, at det paa
flere Steder forudsættes, &t der drikkes
af Flasken, hvilket jo des værre ude
lukker enhver Kontrol.
Dog benytter
Forf. kun de Optrædendes personlige
Forbrug af Brændevin i sit eget indu
strielle Ø jem ed; han lader ikke Spritten
forlede dem til slette H andlinger; thi
Handling er der overhovedet ikke i
Bogen saa lidt som i Nutiden. Men,
ligesom Spartanerne lod deres Trælle
hemse sig, saaledes lader S c h a n
d o r p h sin e
Smaafolk
gjøre det Samme
for at vække Afsky, og det gjer de og
saa til fulde. Der er In tet at indvende
mod Bogen; kun et Par Steder har,
sikkert mod Forf.’s Villie og uden hans
Vidende, nogle
H. P. PLolstske
Pæn
heder indsneget 6ig, cn Fejl, der dog
let vil kunne rettes i et nyt Oplag;
men ellers er Bogen holdt i det simple,
naturlige Sprog, der i Virkeligheden
er Schandorphs og i selve Scban-
dorplis Mund er Virkelighedens egen
simple Bøst. Vi ønske, at Forf. maa vinde
mange lignende Sejre; han v ild a snart-
finde sin rette Plads og hans Beger
vinde en ligesaa fortjent. Bos som nær
værende, hvad ogsaa « M o r g e n b la d e t«
i et lykkeligt øjeblik har udtrykt i den
træffende Dom:
• D e t e r d o g en u d m æ r k e t B og !«
Fjældblomster.
Fire Fortællinger af
Ivar Ring.
For snild Gut den
Ivar
Ring
er. E t lingvistisk Snille af ferste
Skuffen. Skriver Norsk og er Dansk;
har hjemme i Bavnekrogcn og Daldybet,
men skriver saa fjæ ldstort, som var
han fedt paa Dovre, knæsat til Sæters
og konfirmeret op over alle Fjælde. Gid
hver
FiTle i D igterdragten hans maa
bliv i ravpærenorsk, norsk som
Bjørn
stjerne Bjørnsons
B riller, norsk som
Kristofer Jansons
Maalstræv, norsk
som de norske Hummer og Aquavitten
ifra Trondhjem, — det er, Fanden bade
sig i Sandefjord det, han trænger helt
og fuldt, han! Og lad ham saa kaste
Mummedragten sin og iføre sig den
norske Jentens fjældfriske Skruddet,
vild som Skogkatten og
Fru Collet,
dansende i H allingtrit Fjældene op og
ned I — Fanden fare ud af
Bjørnson,
om ikke
da
Ivar Ring
vilde blive svært
godt likt, han. Det er m in Meningen,
og siger En Andet, bliver jeg sint, thi
je g er Normand ifra Norge og Navnet
m it er
H u l d r e p e t e r F u r u k o g le .