374 / 433
366
J(imbreve
til
Fæ tter K r i s t i a n i Nykjøbing.
I F L
Christian,! jeg sam er dig ofte haardt!
D u var jo fordum m in Muses Amme,
D u var et Skud af den gamle Stamme,
Em a f den rigtige støtte Sort,
Hørte ej til de Pæne og Tamme;
Fik du em Pibe, lidt Punch, et Slag
Kort,
Blæste med Bøgen du Sorgerne bort
Og gjorde selv Russen til Skamme
I alskens Studentersport.
E r du endnu den Samme?
Har ikke Kjøbstadens F ilisteri
Slukket dit F yr og mindsket din
Flamme,
Onavet afS indet Glorien og Glansen?
E r D u endnu baade frejdig og f r i
,
Har D u fo r Løjer bevaret Sansen?
E r dit Humør ej gaaet bag a f Dansen
Og har Du endnu Fantasi?
Ak Fantasien, den vildsomme Fugl
Med sine sælsomme Eventyrsange
Bygger ej her, — de snurrende Hjul
I Fabriken gjør Fuglene bange.
Vi har ej Tid under Bøgenos Skjul
Længer a f Drømme at lade os fange,
Snor-ret gaar Fremtidens Gange,
Taktfast slaar Tidens Pendul.
Ingen lystig Sommerfuglfart
Mer os til Alferigeme nærmer,
Videnskaben saa rart
Mod Fantasien os skjærmer
;
Kun om Gasblusset snarl
Flagrer em drøvelig Tusmørkesværmer.
Slægten regeres a f Tal og Tabeller,
Keglesnit træder i Stedet fo r Top,
Børnene fodres med Videnskab op,
Mathematiken vælder
A f Patteflaskemes Prop
,
Kun eftev Rumfang og Krop
A l Ting man maaler og tæller.
A ltid søger Blikket mod Jord;
Ser man tn Fugl, man spørger om Arten,
Ikke paa Storken Børnene tror,
Zoologien ta'er den-,
Vis dem en Rose i fuldeste Flor,
•I Botaniken vi har den i
Bæg'ret er saadan og saadan,
—
min Bror
I Stykker forleden skar den.*
Slægten bliver saa tør og nervøs,
Søger og higer og higer og søger,
Kjender kun Livet a f Beger,
B liver alvorlig, pompøs,
Siger f r a Latter og Letsind sig løs
Og forarges
,
naar andre spøger.
Christian, D u kjender vel neppe den
Generation a f Alvorsmænd,
Ynglinge svøbte i Vismandskaaber,
Som med Foragt fo r os gamle laaber
Drømmer ej eller længes og haaber,
Drikker vel stundom a f Bægeret — men
Som om de tog Hofmannsdraaber.
Æ rlig stræbe de efter at naa,
Hvad? — Ja, Christian, tror D u , de
véd det!
Lokket a f Tvivlens Havmand de gaa
Og stirre mod Noget og kan ikke se det;
Thi Livets fagre •Billeder smaa
Har vendt sig
» —
Stakkels Agnete!
Romantiken de satte i Ban
Og Dørene stænge de vilde'-,
Men den stakkelsforroste Nutidsforstand
La'er sig af Fantasteriet hilde:
—
I Føleriets forhexede Land
Holdes der Sabbath aarie og silde:
Med Nissebukke og Helheste kan
Realismen godt holde Gilde,
Med Bankeaander og Spiritisme
Forliges Dampmaskinernes Larm
,
Nutidsungdommens følende Barm
Aabnes fo r Alt, der ender paa ism e .
Ja Dyre-, Rekrut-Protektionisme
E r Mode, og Anti-Alkoholisme
Gjør selv den koldeste Skeptiker varm,
Mens H e r m a n s jaskede, sentimentale
Rav-splitter-pinende-piskende gale
Kadaverlyriske Gallidsme
Sidder til Højbords i alle Sale.
Ak, Fader H o lb e r g , kunde du blot
Stige lidt herned til os f r a din Himmel
Og slaa et Slag blandt Narrenes Vrimmel!
D er er ikke Én i den hele Stimmel
A f Hovmod ør og Selvsyge svimmel,
Som jeg ikke undte det inderlig godt.
Og dog er Villien ofte saa god,
Og Evner fattes dem ingenlunde,
Men Fejlen er, de er ikke sunde,
D e har ikke Jern■nok i deres Blod.
Hvad om der kunde
Findes fo r Slægten en Helsebod
I et fælles Maal, der fo r Alle stod
Somfo r Bækkene smaa en mægtig Flod,
Hvorudi de alle bør munde?
Hvad om de Kræfter, der spildes saa tidt
I haabløs Fægten mod Skin og Skygge,
Blev samlet til Danmarks Værn at bygge
Og rejste Volden og glemte lidt
Det evige Kjævl om Menneskets Lykke!
Her er en Gjæld, hvorfor Alle hefter,
Her er et Maal fo r de higende Kræfter,
Først d e t, saa A lt det andet bagefter.
Vexlende Themaer.
•H u s e t med de g la t t e A n s ig te r .«
Markisen frøs.
D e n var kommen, fer man ventede det . . . V interen
. . . og d e t laa ude i V illakvarteret . . . H uset . . . og
nu laa den over det . . . og det laa under.
1
Sommer
havde Markisen siddet udenfor V induet i Solskinnet og
havt det saa varm t og lunt, men nu ruskede den kolde
Stormvind i V induet og Markisen fres.
D et kom m eget af Kulden.
Saa blev Markisen tagen ind og H uset iførte sig sin
V interdragt. Det var et Tilflugtssted for fattige Børn.
Stedet laa ved Vejen. N aar man gik forbi d e t, kunde
m an se det, ellers faldt m an ikke p aa, at det laa der.
Der var altid hundrede sm aa Børnehoveder i Vinduet.
N aar en F ader eller en Moder gik forbi, tænkte de paa
deres Børn, og naar en Bedstefader eller eD B edstemoder
gik forbi, tænkte de paa deres Bernebørn.
• Skriv Noget om Børnehuset!» sagde den unge, smukke
Frue til mig.
•G ud! Jeg!«
•Ja De! De skriver saa ra rt barnagtigt.«
»O!«
V’
Hvis var alle de B ørn? D et vidste Ingen. De vare
fødte faderlose og havde aldrig havt nogen Moder.
Nede i G rennegade, oppe under T aget havde de havt
deres Hjem. Værelset er lille og slet ikke kom fortabelt.
Der er ingen Portierer, ingen K am in, ingen G obelinstapeter,
ingen unyttige Meubler.
Vi Danske forstaa ikke den
K unst at meublere. I vort lille Land b etrag tes saadan
Noget, som n aar Meubler flyttes, som en hel Begivenhed.
T aget er utæ t. N aar det regner paa T a g e t, drypper det
paa Dynen. Saa frøs Børnene, og saa bleve de sendte ud
for at tigge ved Dorene eller se at redde Noget. D et
kunde Politiet ikke lide. Saa kom de i Børnehuset.
Hvor her var rart og hyggeligt herude. Foran Huset
laa der en lille B ørnehave, men der var ingen Statue af
nogen Apostel i den. Der var ingen unødvendig Guds«
frygt lieri H uset, det havde man ikke T id til. Pigebørnene
læ rte at arbejde. De æ ldste gik fejende gjennem Stuerne,
og de yngste fik Ørerne rigtig vaskede.
H uset selv var lille , det havde aldrig været større.
N aar m an fra Stuen vilde op paa forste S al, m aatte man