382 / 433
374 c
Mindretallets Ret.
(E t Stykke Omvendelseshistorie.)
in
■ '
^
^ 1
JL/er var en dang et politisk Parti,
Der nu er forbi
Paa Grund af dets dumme Streger.
Mindretal kunde det slet ikke li e,
Det aa’e baade H ø r u p og B a j e r .
■ Det raabte, saa længe det var komplet,
Borgermester og Raad naturligvis
Sig hæst og træt,
Saa kold som Is
Som man raaber paa Gaden med Rejer,
Hans Valglov fornemt affejer;
Paa Flertallets a b s i o l u t e Ret;
Og her er.dog Folk, som nok sætter Pris
Spørg bare H ø r u p og B a j e r !
Paa at faa sig en ordenlig B a j e r .
Men trods en »folkelig« Politik
Men trofast til Mindretallenes Gavn
I Stykker det gik,
I K j ø b e n h a v n ,
Hvad Venstre saa sjældent ej plejer;
Hvor Venstre saa lidet vejer,
I Stedet man bare Mindretal fik,
Man blotter et skatteborgerligt Savn,
Og mindst blev «Partiet B a j e r » .
Der i Sandhed er dybtfølt af B a j e r .
Men saa fik han øjnene op i en Fart-,
Besynderligt nok, at den Uret, hvis Spor
Nu fatted, han kiart,
De Herrer erfor,
A t selv et Mindretal ejer
Kun om Kommunal-Valg sig drejer;
A f Ret en ubestridelig Part,
Om 5te Kreds hørtes der ikke et Ord
Og den blev saa paatalt af B a j e r !
Fra H o r up saa lidt s o m f r a B a j e r .
I A x e l s t a d ledes dens Borgerskab
Men saa vidt kan et Parti dog gaa,
Til Frihedens Tab
D6r nys lod forstaa,
A f en Klikke forslugne H a jer;
A t Flertal er Ret og S e je r;
Hvert Mindretal svinder i deres Gab,
Nu maa det for Mindretals-Retten slaa,
Som det kunde været en B a j e r .
Og det som
—
Partiet B a j e r .
|
Aforismer.
»
^ifc.
Dramaturgisk Pærevælling
T f *
w -
¿¡Zx.
-
Herman Bance.
M o s t r u p skriver altid om Studenten cg tror, lian
skriver om Ungdommen.
Da jeg var nng, skrev jeg
allerede om Begravelser og Kirkegaarde og trode, jeg
skrev som B a 1 z a o. Dette pointerer Fremskridtet. Der
som F r u B o r c h s e n i u s var kommen paa det kongelige
Theater, spillede hun ikke nu paa Kasino.
Dersom
jeg var bleven ved
Dagbladet
,
var jeg ikke i
National
tidende.
Havde Hostrup kjendt m ig, havde han ikke
gjort Aage i «Mester og Lærling« saa romantisk.
Han
havde gjort m ig til Aage.
Nu til Dags er man kjed af
Aager.
Je g er kjed af dem, og Du, Knud, vistnok og-
saa.
I Mørke ere alle Katte graa.
Men nu de sorte!
En sort Loppe paa en sort Kat paa en sort Sofa i et
Sørgemagasin i Nærheden af Sortedamssøen
!
Je g snak
ker sort. Je g beder om Forladelse.
Hvoraf kommer
det, at hver Gang jeg sætter mig til at skrive, kommer
jeg i Tanker om, da jeg var ganske lille. Je g synes,
jeg ligger i min Vugge, je g hører Gængerne gaa og
Ammen fremsnovle den gamle Vise:
Sov, sov, min lille Gris!
Sover Du ikke, saa faar Du Ris!
Og jeg tænker paa min Sut.
Har De nogensinde
smagt en Sut, min Frue? Ikke? Saa læs endelig mine
Aforismer!
De kan ellers ikke forestille Dem denne
sødlige, forunderlige, sælsomme Vemod, som griber En,
kvælende, knagende, overgramsende.
Je g længes ofte
efter min Sut.
Eller tror De maaske ikke, min Frue,
at jeg ogsaa har været uskyldig og naiv? Je g er me
get naiv endnu. Læs om Børnehjemmet, saa skal De
se, hvor sød jeg kan være. Je g har min lille private
Vugge staaendo henne i Ferslevs Kjælder. Og en Rangle.
E d u a r d B r a n d e s har været min Grønholt. Dersom jeg
bare aldrig havde hørt op at være halvandet A ar!
Hvorfor ville alle unge Skuespillere spille A age? Fordi
de tro derved paa Forhaand at vinde Publikum. Dette
er fejlagtigt. Selv om Figuren er nok saa sympathetisk,
overfører Publikum ikke Sympathien paa Skuespilleren.
Da P io spillede mig, sympathiserede Folk ikke med
ham af den Grund. Omveudt! Havde O l a f P a u l s e n
spillet mig, havde man faaet Sympathi for Figuren.
Hvor vilde det ikke have klædet Olaf Poulsen og hvor
vilde ikke Olaf Poulsen have fyldt i min Maske, rundet
den ud, givet den Virkelighedens robuste Muskulatur.
Dette er den analytiske, experimentale Maade at skrive
og spille Komedie paa. For tyve Aar siden studerede
man først Theorien og saa Praxis.
Nu omvendt.
Først Praxis, Studie, Fra Studiebogen, Virkelighedsbilleder,
Topsø! Derfor oversætter D r a c h m a n n ogsaa først na
Don Juan.
Hvorom var det vi talte?
Om Mester og
Læ rling? De skulde have set Frederiksson og Frøken
Bjorkegren.
Har jeg fortalt Dem derom? Og om Fru
Holst i «Plet?« Ogsaa? Je g kunde alligevel have Lyst
at fortælle lidt mere derom.
Men Tæppet falder.
Publikum klapper.
Har De lagt Mærke til, hvordan
Folk klapper.
Der sidder en Grosserer.
Han dasker
ganske langsomt to kjødfulde, blegrøde Haandfiader
mod hinanden.
Det giver en Lyd som et Smækkys.
Det er af Sveden.
Ved Siden af ham sidder en høj,
bleg, tynd Dame
i
lilla
—
lys Ulla Kjole.
Hver Gang
hun klapper, lyder det som et Par Kastagnetter, der
klapprer mod hinanden.
0 Spanien! Fyrige, mørkøjede,
lidt fyldige Spanierinder slyngende sig som Vinranker
ind i Boleroens og Cachucaens slangeagtige Hvirvler!
Sorte Kapper, Mantiller, Maaneskin, Serenader! Dolke
klinger, blinkende som Aftenstjernen i Bølgerne! Har
De været i Spanien min Frue? Det har jeg heller ikke.
Kun
i
Bryssel.
Hr. Knoblauch spillede ypperlig.